Hvid er Vuggens Pude,
rød er Barnets Kind,
ude om min Rude
sukker Nattens Vind.
Ude om min Rude
falder Nattens Graad,
Jordens Græstørvpude
bliver kold og vaad.
Rød blev Jordens Pude
af en blodig Strid,
han, som faldt derude,
blev saa bleg og hvid.
Mod den hvide Pude
Barn, din Kind er rød,
hvid — mod blodrød Pude —
ligger Fader død.
Kold er Nattens Taare,
varm er Moders Graad
over Barn og Baare —
uden Hjælp og Raad.
Barn, vil de mon kalde
dig derud en Gang,
skal du saaret falde
under Staalets Klang?
Hvid er Barnets Vugge,
rød er Barnets Kind.
Som de Dødes Sukke
lyder Nattens Vind.