Den store By er klædt i Flag til Fest
fra Tind og Tag, fra Murens mindste Kanter
har Fædrelandets Farver faaet Plads,
— der vajer Faner, Vimpler og Guirlander.
De unge Piger smykker sig til Dans
og ler og jubler, let paa Taa de træder,
nu binder de den Elsktes Blomsterkrans,
fordi han vender hjem med Krigens Hæder.
Den gamle Mand har Søndagsfrakken paa
— og husk, der er kun gamle Mænd tilbage, —
Morlillen med den hvide Hoveddug
vil se sin Dreng igennem Byen drage.
Jo vist, et vældigt Triumfatortog
med Sejrens Palmer ventes hjem til Staden
— — — og Mutters største Gryde er i Kog,
og Fatters bedste Vin skal frem til Maden.
De lytter anspændt til den første Lyd
fra Hornets Toner og fra Trommens Larmen,
af Mennesker er Hovedgaden sort:
den unge Moder med sit Barn paa Armen,
enhver, som blot kan gaa fra Hjemmets Pligt
og Dagens Trædemølle, giver Møde,
for denne Dag er som et festligt Digt,
der faar Alverdens Øjne til at gløde.
Der er de! Se, kun Vejens hvide Støv,
men uden Toner! Se, hvor træt de træder,
og dette Tog — mens hele Byen ler,
det er, som alle deres Øjne græder.
Og Velkomstraabet stivner, falmer hen,
og alle Munde tier blidt bedrøvet;
de Blomster, Pigen kaster til sin Ven,
de trædes af en jernhaard Hæl i Støvet.
For Roser er som røde Dryp af Blod . . .
slet intet frejdigt, muntert Ord de snakker,
i alle Øjne lurer Dødens Gru,
og Livets Alvor bøjer alle Nakker.
For Løbegravens vilde Feberdrøm
og Nærkamp under Nattens blege Stjerner
og Broderblodets friske, røde Strøm
har pint og hærget alle disse Hjerner.
Og disse Pander furedes saa dybt
af Sult og onde Kaar, som blev dem givet,
og disse stakkels Sjæle — hver og en —
de fik et Knæk, som varer ved for Livet.
Og Mutters største Gryde er i Kog,
og Fatters bedste Vin skal frem til Maden;
men det er selve Dødens Skyggetog,
der drager tyst og stille gennem Staden!