Det regner inat. Og Lygternes Skær
i Regntaagen staar som funklende Sværd.
En Livvagt, der bærer sit Vaaben for dig,
— mens sammen vi gaar ad den regnvaade Vej.
Hør Bladene sukker i Høstvindens Sus
og Draaberne drypper i Gangstiens Grus.
Det sukker for dig, det græder for dig,
— mens sammen vi gaar ad den regnvaade Vej.
Nu gik du derind og Døren faldt i.
Vort Møde er endt. Vort Samvær forbi.
Saa tændes et Lys bag det gule Gardin.
— Aah, Gud lille Kvinde, om nu du var min.
Veninde, jeg ved, foran Spejlet du staar,
og varligt du løser dit duftende Haar.
Ak, var det blot mig, som med skælvende Haand
paa Knæ skulde løse de smaabitte Baand.
Jeg kyssed din Mund. Jeg kyssed din Kind.
Jeg løfted dig højt. Jeg bar dig derind.
Jeg svimled af Fryd. Jeg bøjed mig ned.
Jeg . . . længes . . . som ingen i Verden ved.
Nu slukkedes Lyset og alting blev sort.
Sov sødt, lille Kvinde, jeg vender mig bort.
Og eensom jeg gaar ad den regnvaade Vej.
Saa træt — at der kun findes Hvile hos dig.