Se jeg strækker mine Hænder
mod de følsomme, de blide!
Er I endnu mine Venner?
Kom og sæt Jer ved min Side.
Det er det, I ikke kender,
som jeg vil, I nu skal vide.
Kan I mindes gamle Dage,
da de røde Lamper brændte;
kan I drømme jer tilbage,
kan I huske, hvad der hændte,
disse Timer fyldt af vage
Haab og Tvivl, som vi kun kendte.
Vore Digte bly og bange
uden haarde, stærke Stemmer,
fyldt af bløde, dybe Klange —
fine Vers, hvor jeg fornemmer
endnu Længslen og de mange
skønne Ord en Ungdom gemmer.
Jo, de fyldte mig med Lykke
hine stemningsfulde Stunder,
mine Tanker var saa trygge
som et Sind, der aldrig grunder,
— jeg alene skulde bygge
Kunstens Kirke af et Under.
Jeg blev borte, mine Stier
blev ej „Villaveje hvide”
og I spurgte: hvad fortier
du, og hvad maa du vel lide.
Er ej Kunsten din Befrier?
Kom og sæt dig ved vor Side.
Men min Plads stod tom derinde,
og I gav den til en anden,
og I tror, jeg gik at vinde
Sejrens Kranse omkring Panden;
her kan min Forklaring finde
baade Hjærtet og Forstanden.
Jo, det hændte mig at møde
i en graa og eensom Gade,
mellem Mure, kolde, øde,
ved en gold og bar Facade,
hende, Skyggen fra de Døde
som forjages af de Glade,
naar hun strækker sine Hænder
frem mod Folk i skønne Klæder,
hvor de tændte Lygter brænder
over Magt og Ry og Hæder.
En af dem, som Nøden sender
fra de skumle, mørke Stræder.
Aah, hun bad, som den kan bede,
der har følt sit Livshaab briste,
som er allerdybest nede,
og har intet mer at miste,
og hvis Øjne brænder hede
— feberhede — paa det Sidste.
Men min Pung var tom til Bunden —
— Denne Bøn — en Bøn om Penge
til lidt Brød, lidt Mad i Munden
paa de Smaa, der sulted længe —
Jo, jeg ejer jo i Grunden
kun min Lyres gyldne Strænge.
Se den graa og blege Skygge
strækker mod mig sine Hænder:
„Kæmp for Dybets Ret til Lykke”,
i mit Blod en Brand hun tænder.
— Kunstens Kirke maa I bygge,
medens mine Skibe brænder.