En Morgen fyldt af Fuglesang som denne,
da er det, du skal vaagne og skal vende
dit Ansigt mod mig med den skære Hud,
hvor Kyssets Roser rødmende sprang ud . . . . .
og hundred Roser blomstrer, hvor jeg kysser.
— Det er som Regn af Rosers Blade drysser
og ligger skælvende af Fryd og Ve
til tyst de slukkes i dit Legems Sne.
Da skal jeg løfte dig, du kære, kære,
mod Morgensolens Guld, og jeg skal bære
dig ren og hellig over Hobens Pjalter.
Da sprænges Væggene. En Hal bli’r Huset.
Og jeg skal knæle lykkeligt beruset,
foran din skære Skønheds Marmoralter.