Jeg ligger, Barn, og lytter til dit spæde Aandedrag:
det er lidt tungt — men Du blev træt af Leg en sorgløs Dag.
Du kender intet ondt og grimt. Du drømmer intet stygt,
og derfor er dit Aandedrag saa fuldt af Fred, saa trygt.
Du sover paa din Moders Arm, det Hjærte ganske nær,
hvor Mor dit kære Billede imellem Blomster bær,
hvorunder du blev baaret, og som du har fyldt med Fryd,
med Modernavnets Mildhed, der har Lykkens lyse Lyd.
Og alle Haab, som bristede, er født med dig paany,
de vokser, mens du sover, mod det rige, gyldne Gry.
Mon de vil sætte Frugter eller visne ved din Vej?
Vil dine Bobler briste, som de bristede for mig?
Jeg stirrer ud mod Himlen, som fra Pol til Pol staar spændt,
og hvor de hvide Stjærner er i Vinternatten tændt;
men jeg kan ikke granske mig din Skæbne frem deri
. . . . Gud give, den bli’r straalende af stille Fred som de.