Jul 1911
Du vende, Vorherre, dit gode og gavmilde Ansigt mod Mørket og Dybet,
at se med den store Retfærdigheds Øjne, hvor ilde der handles med Krybet;
mens Kirkernes Klokker de kimer og klemter, og Julenatskærterne lyser,
Du vende, Vorherre, dit evige Aasyn mod Dybet, hvor Fattigfolk fryser.
Nu samles de Rige i guldstukne Klæder til Andagt og Bøn om dit Alter,
Du skænke, Vorherre, din Julenats Naade til Krybet, der klædes i Pjalter.
Du ser, at vi trætte og hjemløse vandrer paa mødige, blodtraadte Ben.
For Gærningens Brød har Præsterne givet os Bønnens unyttige Sten.
Thi det var jo os, som Du gav dine Løfter om Lykkens forjættede Land,
os viste Du Porten til himmerigs Haver ved Ørkenens glødende Rand;
men Haabet, din hellige, straalende Stjærne i Hyrdernes Hjærter har tændt,
er nu i Aarhundreders navnløse Liden og evige Afsavn forbrændt.
I Brødet, der kastes til Hungerens Huler er ingen Velsignelse lagt.
Med Møje vi sanker de karrige Smuler; men véd, din almægtige Magt.
kan stille vor Sult med den himmelske Manna; vi véd, i den glødende Ørken
sprang Kilder af Klippen og frelste de hjemløse Jøder fra Tørsten og Tørken.
Vorherrre, vi véd, at gavmildt Du gav i den store Barmhjærtigheds Tegn
til Sæden, der bæres af bugnende Marker, din Sol og din mildnende Regn,
men Brødet, de bagte — i Stormagasiner bag Laas og bag Slaa ligger gemt,
og Dig, der har givet dem Varmen og Væden, har Greve og Godsejer glemt.
Hvorfor er Du død paa Golgathas Kors — bespottet, forhaanet, forraadt —
naar endnu dit Folk maa i Ørkenen vandre, og Sollandet ikke er naaet?
Hvorfor har Du følt mod dit bristende Blik det jordiske, dødkolde Gys,
naar endnu i Mørket vi stirrer os blinde imod, din Forjættelses Lys.
Vorherre, stig ned fra dit Himmerigs Haver! Træd frem for din Menigheds Stol
og kræv den til Regnskab og giv os tilbage vor Andel i Regn og i Sol,
i Godset og Guldet, den Velstand, der vokser og modnes med Rod i din Jord,
og før os tilbage til Lyset fra Mørket, fra Dybet, hvor Fattigfolk boer.
Vor Gud, de vil atter nagle Dig nøgen, forhaanet til Golgathas Træ.
Det er for de Gudløses skinnende Guldkalv, din Menighed nu bøjer Knæ.
Og vi er dit Udvalgte Folk, de Fordømte, der vandrer i Ørkenens Sand,
forpinte af Sulten, forførte af Kejser og Konge til Afgrundens Rand.
Som Manna fra Himlen i Julenat drysser den hvide, forjættende Sne.
I Brødre i Dybet, slut op! Vi skal samles, og snart skal Underet ske,
Du vende, Vorherre, dit evige Aasyn mod os i de solløse Dage.
Nu samles de fattige Skarer at vinde Retfærdighedsriget tilbage.