Valborg vander Blomster
i sin Vindueskarm.
Solens Guldskær kysser
den jomfruspæde Barm.
Lille Valborgs Pigesjæl
er ren og kysk og skær.
Intet Ondt i Verden
skal komme hende nær.
Men Gaderne er krogede,
og Gyderne er graa,
saa meget Ondt de lærer
lille Valborg at forstaa.
Hvisker: Lille Valborg
du ejer ingenting,
din hvide Haand bør bære
en funklende Ring.
Fløjelsbræm om Kaaben
og Strudsfjer i din Hat
— — faar du, lille Valborg
for kun een skøn Valborgs-Nat.
Lysene de lokker,
og lille Valborg gaar . . . . . .
Valborg fik sin gyldne Ring
og Spænder i sit Haar.
— — —
Stakkels lille Pige,
imens du gaar derude,
er dine Blomster visnede
bag Fattigstuens Rude.