Der gaar Sagn om to, der har elsket
hinanden uden Fortræd;
— men den, der fortalte mig Sagnet,
har glemt baade Tid og Sted.
Der gaar Sagn om to der har evnet
at give sig heltud hen,
om to, der har evnet at tage alt
og give alting igen.
Om to, der har evnet at skabe
af Hverdagens Stunder et Liv,
hvis Elskov aldrig blev Vane
og aldrig blev Tidsfordriv.
Om Drømme lyse og fine
som Foraarets første Løv,
om Haab, der aldrig blev slæbte
i skidne Skuffelsers Støv.
Der gaar Sagn om to, der har levet
i Lykke og stille Fred . . . .
— — —
den, der har lært af Livet,
smiler vemodigt derved.