I.
Der drog en besværet Kvinde frem
ad Vejen, der fører til Bethlehem.
Saa søgte hun Ly i en hældende Vraa
og fødte sit Barn paa fattige Straa.
Fra Markerne udenfor Bethlehem
ved Aften drev Hyrderne Kvæget hjem,
og ydmygt knæled de een for een:
„Din Renhed er den, at du føler Dig ren.”
Da lyste et Smil om den skælvende Mund
hun løftede Barnet fra Krybbens Bund
og trykked ham tæt til sit varme Bryst:
„Jeg giver Alverden min Søn til Trøst”.
II.
Det gik som et Sagn over Jødernes Jord,
at ingen var ond og ingen var slet.
„Han giver sin Fred til hver den som tror!
— Jesus af Nazaret.”
Og aldrig sad han ved Velmagtens Bord,
men der, hvor de drage det tunge Dræt.
„For Fattigfolk lyder hans evige Ord
— Jesus af Nazaret”.
III.
Nu staar en mægtig Skare paa Vagt
omkring Urettens vidstrakte Rige.
— — — —
Der vandred en hjemløs Flygtning engang
til Fiskerne og deres Lige.
Nu sidder en selvgod og velnæret Flok
med Haanden paa Maven og lytter.
— — — —
Der gik en forhaanet Jøde engang
til alle de Fattiges Hytter.
Nu stiger fra lunede Kirker en Sang,
og tusinde Kærter brænder.
Der bares et Barn til Verden engang
af fattige frysende Hænder.