Der lister en lurvet og luvslidt Fyr
blandt Boulevardens Trær,
han smyger sig frem fra Gaderne graa
i Morgenens gryende Skær.
Betjenten glatter paa Vommens Rund,
bereder sin Stav til Slag.
Thi Hunden bider med sulten Mund,
— — —
Vor Herre! — Giv os i Dag . . . . .
Paa Marken spirer det gule Korn,
Gud Fader lader det gro.
Snart hvæsser Bonden sin blanke Le
at sanke i Lade og Lo.
Og Bonden bager det brune Brød
med Solens og Sundhedens Smag.
„Hvem er det, der klager, og hvem lider Nød?
— — —
Vor Herre! — Giv os i Dag . . . . .
Hvem er det, der klager sig sulten og syg
og betler fra Dør til Dør.
„Du drikker hver eneste Skilling op
og fik jo af Naboen før!
Vi giver dig intet, nej pak dig bort.
Det bliver din egen Sag
at hutle dig frem — men gaa uden om vort!”
— — — —
Vor Herre! — Giv os i Dag . . . . .
De rejser dig Kirker, du gode Gud,
de bygger dem Sten paa Sten,
selv vandred du om uden Læ og Ly
paa trætte, mødige Ben.
De nagled dig nøgen til Korsets Træ,
— — da talte du mildt deres Sag —
Vi jages som du uden Ly og Læ.
— — —
Vor Herre! — Giv os i Dag . . . . .
Giv os i Dag det daglige Brød!
De græder af Sult vore Smaa.
Hvorfor vi skal sulte, mens Kornet gror,
det kan kun de andre forstaa.
Vor Herre træd frem for din Menigheds Stol
og tal de Sultendes Sag.
Thi Kornet gror mod din milde Sol!
— — — —
Vor Herre! — Giv os i Dag . . . . .