Du Barn af min Drøm og mit Lykkebegær
betynget og træt over Muld jeg dig bær
og føler dig, Barn, mit Væsen saa nær.
Det er ingen Lykke at drømme om dig,
der fattig skal fødes og bryde dig Vej
mod Daarernes Dumhed og Hobens Staahej.
Og Livets bestandige rastløse Raab
vil naa dig. Og Dagen vil gi’ dig din Daab
i skuffede Længsler og bristende Haab.
Og bærer du Blomster af Blod i din Favn,
og jubler og digter din Længsel et Navn,
der synger sig frem gennem Sorger og Savn,
— aah! Livet vil splitte Blomsterne ad
og dræbe de Drømme, der gjorde dig glad,
og plukke af Roserne Blad for Blad.
Og da skal du lide alt, hvad jeg led,
til engang betynget du bøjer dig ned
mod Mulden — at trygle om Hvile og Fred.