Jo, jeg har Trang tii Sange om Sommer og om Sol,
og jeg vil staa og kysse din Nakke bag din Stol
— og lade Haanden glide dybt i dit dunkle Haar,
— — —
men Suk og Graad og Klage igennem Gyder gaar.
Jo, jeg har Trang at lægge mig træt og stille hen
og slumre ved dit Hjærte, til det biir Dag igen,
og vente til det løves og gror og bliver Vaar,
— — —
men Suk og Graad og Klage igennem Gyder gaar.
Jo, jeg har Trang at drømme, og gøre Drøm til Digt,
at glemme ved min Lyre al Kedsomhed og Pligt
og lade Løvet visne og muldne Aar for Aar,
— — —
men Suk og Graad og Klage igennem Gyden gaar.
Thi blev min Trang at aabne for Fattigfolkets Sind
— at lukke Solens Varme og Solens Sundhed ind
— at stride ung og ærlig blandt dem, der fremmest staar,
hvor Suk og Graad og Klage igennem Gyder gaar.