I.
Solen skinner paa Arbejderbyen ved Middagstid,
leende leger de mindste i Strædet. Nu venter de Far,
og forventningsfuldt stirrer de ned ad Vejen, der
fører til Gruben.
Der aabnes et Vindue hist og her, og en Kvinde
med skarpe Træk
ser et kort Minut efter Flokken, som plejer at
komme dernede,
hvor Vejen drejer og sænker sig jævnt imod Havet.
Da lyder et Raab, og alles Øjne vendes imod
en Mand,
der kommer med blottet Hoved styrtende frem
ad Vejen.
Forfærdelsen raaber ud fra hans blege, fordrejede
Ansigt.
Mødre og Børn stimier sammen paa Gaden
„Sig os, hvad løber du efter? Svar os, hvad er
der sket?
hvorfor svarer du ikke — og hvor er de andre,
kommer de snart — eller” . . . .
Han hører dem ikke, han bryder sig Vej gennem
Klyngen
og standser først ved Selskabets Bygning; han
banker paa Døren med knyttede Næver:
„Luk op!” „Luk op!” — saa styrter han om i
Støvet.
Da bølger en mumlende Uro frem gennem
Mængden,
de ser paa hinanden med dødblege Kinder og store
forskræmte Øjne,
og Børnene tager hinanden i Haanden, ser paa de
voksne — og græder.
Da skælver et Raab, da stiger et smerteligt Skrig
gennem Middagens Stilhed,
da løftes mod Lyset tusinde, tomme, afmægtige
Hænder:
„Hjælp os! Vor Herre i Himlen! — Gruberne
brænder!”
II.
Der staar som en Støtte af Røg og Ild over Skakten.
Store, røde og knitrende Flammer lyser gennem de
kulsorte Skyer
Larm og Forvirring, Nødraab og skærende Skrig
fra jamrende Kvinder og Børn.
Men se! nu forsøger Folk fra de andre Gruber at
stige derned
— Nogle bliver dernede, — dræbte af giftig Gas.
Andre maa bæres op,
blege, med lukkede Øjne i svedne forbrændte Pjalter.
De forsøger igen. Gang paa Gang prøver de
modige Mænd at bryde sig Vej.
Endelig kommer de op med de første dernede fra
Gruben.
Slappe, livløse bæres de frem gennem Flokken.
Hvem er han? — Jeg kender ham ikke. — Jo, det
er ham. — Det er hendes Mand.
Kan han leve? Leve! nej, han er død. Dræbt paa
sin Post.
En god Kammarat. Nu er det forbi. Hans stakkels
Kone og Børn.
En efter en bæres de op og lægges paa Jorden.
Moderen søger med Barnet ved Haanden at finde
sin Mand.
Men hun kender dem ikke. De er sværtet og
skæmmet af Brandsaar og Røg.
Lægerne gaar fra Mand til Mand. De føler paa
Pulsen og lytter til Hjærtets Slag.
Maaske han kan leve i Dag. — Han er død. —
Haabet er ude. —
Men ham maa i snarest bære til Ro. Vask ham og
rens hans Saar. Jeg kommer siden.
Der savnes endnu et Par hundrede Mand. Men snart
er det mørkt.
Gruberne skal mures til for at kvæle Ilden.
Men i Morgen maaske kan vi søge igen. — Søge;
aah ja, men vi finder dem ikke.
Hvor er min Far? Hvor er min Mand? Er han
bleven dernede?
Og kommer han aldrig op? Ingen ved, hvor Sorgen
og Ulykken ender.
„Hjælp os! Vor Herre i Himlen! Gruberne brænder!”
III.
Dag efter Dag vandrer den krogede Skare til
Grubernes Skakter
De stiger derned med alvorlige Miner. Ingen ved,
om han levende kommer derfra.
Ingen ved, om Døden venter i Dag og Morgen.
Det gælder ikke for dem om at tænke. De skal jo
derned.
Nøden tvinger dertil. Sultende Munde raaber paa Brød.
Og hver eneste Dag er en ulige Kamp mod den
lurende Død.
Saa er det en Dag, at Budskabet gaar over Landet.
Det meldes Verden rundt fra Telegrafens Kontakter.
Døden har ramt dem. Det brænder i Grubernes
Skakter.
Og Verden lytter, og Øjnene lukkes i Rædsel en
Stund.
Saa er de glemt af alle, det ikke ramte,
glemt af alle andre end de, der mangler det daglige
Brød.
Offer paa Offer sendes i Døden for Arbejdets
hellige Sag.
De dør som Martyrer. De brændes paa Urettens
Alter.
Verdenshistorien husker dem ikke! — Heltene! klædte
i Pjalter.
Men en Dag, naar det fattige Folk Verden over
ranker sin Ryg,
naar det lyser fra Bavner og Blus, Proletarerne
tænder,
da skal det huskes. Og Feltraabet er: „Gruberne
brænder!”