Roserne i Zoologisk Have
drysser tyst de første Bladfalds Flige over Gangens Grus.
— Og det sukker saa bedrøvet gennem Løvet.
Der er Andagt i de tunge Kroners Sus.
Der er Andagt i den stille Have.
Ingen glade Børn, der ler og larmer.
Det er ham — den gode Ven — de savner.
Thi hans Væsen bar et Strejf af Smilet
fra den store milde Verdensfavner.
— Døden sænkede de sorte Vinger . . . .
Det er Børnene, hvis Tak jeg bringer
til en Ven — der kom dem glad i Møde.
Deres Tak vil samles i et solfyldt Minde om den Døde.