Hans Christian Ørsted
den 7de November 1850.
den 7de November 1850.
I.
Her, hvor den Digter, som Dannemark kroner,
Qvad i Skærsommerens Tid sine Toner,
Skjult, som en Sangfugl, bag blomstrende Træer,
Hilses nu Han, som ad Granskningens Veie
Gav os Naturen i aandelig Eie;
Sangerens Velkomst omsvæver ham her.
Begge har stræbt gjennem Aarenes Række
Øiet til skarpere Syner at vække,
Øret at aabne for skjøn Harmonie.
Digteren gik til elysiske Strande,
Granskeren staaer, hvor de jordiske Vande
Bruse hans levende Blikke forbi.
Digterens Tanke ved Indtrykket hæfter,
Granskeren speider de talløse Kræfter,
Som under Dækket usynlige boe.
Her, under hvælvede, skyggende Grene,
Her skal han atter det Spredte forene,
Samle Naturen og aande dens Ro.
Styrk ham, du hellige Ro i Naturen!
Og du Erindringens Ranke paa Muren,
Udbred du Mindernes Duft i hans Hjem!
Her lad Nærværelsen skjænke ham Glæder,
Fremtiden voxende Viden og Hæder;
Sundhed og Kraft skulle voxe med dem.
II.
Kortvarig lyder kun Takken fra Læben,
Lang var den stærke, begeistrede Stræben,
Som i sin Frugt har den varige Løn.
Hæv dig vort Ønske for kommende Dage:
Ikke de tage for de forundne tilbage!
Graaer da Lokken, er Krandsen dog grøn.