Troen taler:
Jeg hilser Eder, mine christne Venner,
Som nys i Kjærlighed forsamled jer,
For mellem enige og kjære Frænder
At helligholde Julefesten her.
Jeg tvivler ei, at I os begge kjender,
Thi begge vare vi jer ofte nær.
Thi Tro og Haab var tidt i Eders Tanker,
Jeg med mit Bæger, Haabet med sit Anker.
Med Glæde vist I monne her os skue,
Os gode Engle i et jordisk Hjem.
Engang paa denne Fest ved Stjernens Lue
Vi ledte Hyrderne usynlig frem
Til Hyttens lave kummerfulde Stue,
Hvor Frelseren var født, i Betlehem.
Saaledes ogsaa Eder tidt vi følge
De Veie, som for Eders Blik sig dølge.
Men sjelden sees vi af de Dødelige,
Og Ingen veed, hvad bag mit Slør der boer.
Halv som et Barn, halv som en fager Pige
Jeg synes Eder her paa denne Jord.
Men som en stærk Cherub i Himlens Rige,
Jeg for Guds Throne staaer blandt Engles Chor.
Alt her vi kjendes vel af Eder alle,
Vi Eders Hjerter kan vort Tempel kalde.
Til dette Huus vi os iaften svinge,
Os er dets Herre, som dets Frue, kjær:
Vi Eder alle huldt en Hilsen bringe.
Elisabeth! dig hilse vi især.
Jeg breder over dig min hvide Vinge,
Og dig jeg stedse er usynlig nær.
Med dig jeg lever i din lille Bolig:
Den er med mig og Englene fortrolig.
I mangen Nat jeg rakte dig mit Bæger,
Thi tag det og iaften af min Haand,
Skjøndt ei, som før, det nu dig vederkvæger
Med himmelsk Trøst, og lædsker mild din Aand,
Skjøndt ei, som før, mod Himmelen jeg peger;
Og løfter dig fra Jordens trange Baand.
Jeg kun en simpel Urtekost dig byder,
Den simpel er, men meget den betyder.
De røde Knopper er et kjærligt Minde,
Hvori du dine Barndomslege seer;
De hvide Roser Tiderne, som svinde,
Mens Venskabsbaandet knyttes meer og meer
Det Eviggrønt, hvis Blade tæt sig vinde
Omkring mit Bæger, og mod Randen leer,
En salig Juul dig hisset forestiller,
Hvor Himlen samler dem, som Jorden skiller.
See, ogsaa Haabet nærmere dig træder,
Sit gyldne Anker rækker han til dig;
Han lover dig end mange Ungdoms Glæder,
En Tid paa Kjærlighed og Lykke rig.
Han skal omsvæve dig, ihvor du træder,
Og selv i natligst Mørke vise sig.
Og før os andre skal han Duften lønne,
At du maa tidt vor Julefest forskjønne.