Du, Danmarks ældste Kirke,
Du, Slettens Fjeld, hvorpaa to ranke Birke!
Begeistrer verdslig Digter du til Sang?
Kun Lyrens tynde Strenge
Jeg slaaer, men her min Gjenstand kunde trænge
Til Orglets fulde Klang.
Til dig for længe siden,
En Skjald, hvis Navn ei slettes ud af Tiden,
Af Laurbærkrandsen offret har et Blad.
I Dantiske Terziner,
Som speile steenhugne Kongers Miner,
Han om din Storhed qvad.
Lad Andre sig tillade
Forsøg i posthomerisk Iliade;
Jeg kan det ikke, Musen mig beleer.
Jeg kun med ham kan høre,
At „Nøglen rasler i de tunge Døre,”
Og kun ved ham jeg seer.
Dog jo! — Et Syn der stander,
Som han ei saae, som ei ved ham jeg sander:
I Kirkens Hvælving Fredrik skrinlagt blev;
Paa Kongers Nattehimmel
Een Stjerne meer nu glimter i den Vrimmel,
Som Digteren beskrev.
Til Kistens Laag jeg sender
Kun hurtig Hilsen, derpaa bort mig vender; —
Frygt ei, min Læser, for en Elegie!
Jeg veed, i disse Tider
Gaaer Blikket, vendt mod Livets travle Sider,
En Konges Grav forbi.
Og Kirken ikke heller
Den Gjenstand er, hvorom man helst fortæller
En Slægt, som nødig hæve vil sit Blik.
Gak hen og see dens Piller,
Naar Weyse, Hartmann eller Hansen spiller
En Dommedags-Musik:
Men her, hvor Tonen tier,
Som til en anden Verden Sjælen vier,
Seer Mængden ei paa Kirken med Behag,
Men lader Øiet glide
Med hæftig Attraa mod den venstre Side,
Til Stænderhusets Tag.
Det lavt og ydmygt ligger
Ved Kirkens Fod, som for en Rig en Tigger,
Og Danmarks Fremtid dog det klare vil,
Og gjør det, hvis det styrkes
Af Ham, som gav, naar han i Sandhed dyrkes,
Velsignelsen dertil.
Men først maa Blikket hæve
Sig mere frit, og meer uhildet svæve,
Og undflye Hverdags-Tanken, smaalig lav,
Som troer, paa flade Grunde
At ankre, hvor Ideen blot kan bunde
I Meningernes Hav.
Det skeer, det er forhaanden!
Vort lille Land vil samle sig i Aanden, —
Den Eneste, hvis Magt er evig stærk,
Og paa hvis Side kæmper
Den Gud, som alle slette Vaaben dæmper,
Og hævder Aandens Værk.