Tilegnelse af Syvsoverdag
Til Deres Majestæter Kong Christian den Ottende og Dronning Caroline Amalia.
Til Deres Majestæter Kong Christian den Ottende og Dronning Caroline Amalia.
1840.
1840.
Vort Kongepar! Da nys fra Dine Fædre
Du Kronen arved, hvortil Du var fød,
Den sjeldne Fest at hædre
Ved Musers Leg Din ringe Skjald Du bød.
Af Markens Urter fletted han en Krands,
Omsnoet med Bøgegrene,
Og Musen slynged fra den danske Scene
Den simple Fletning trindt om Kronens Glands.
Og samme Krands, der vandtes om Din Krone,
Dig bringes, fulgt af Skjaldens stille Sang,
Mens ved den danske Throne
Han lægger, hvad han tog paa Danmarks Vang:
Den Fortid, i hvis Glands med Velbehag
Det danske Hjerte hviler,
Den Øieblikkets Udsigt, som nu smiler
Til Folkets Haab om Danmarks Atterdag.
Jeg skildred en af vore Sommernætter,
Saa lys og kort ved Sommersolhvervs-Tid,
Naar over lave Sletter
Sig Stjernehimlen hvælver mat og blid,
Naar Rosen spreder sovende sin Duft,
Naar fra en Busk i Dalen
Den veemodsfulde Sang af Nattergalen
Til Øret bæres i den stille Luft.
I slige Nætter tidt en Konge vaager,
Og føler sig ved Kronens Byrde svag,
Og stirrer i de Taager,
Som skjule svævende den næste Dag;
I slige Nætter fra sit Hjertes Væld
En Dronning ofte sender
Til ham, som Himlens blege Fakler tænder,
Sin Bøn for Kongens og for Landets Held.
Men Digteren? — I slig en Nat han drømmer,
Han drømmer ved Naturens Moderbryst,
Med Skyen, Himlens Svømmer,
Med Rosens Duft, med Nattergalens Røst;
For Tidens Lænke føler han sig fri,
Han aander Evigheden,
Og Før og Nu og Oven og Herneden
For ham sig møde kjækt i Harmonie.
Med samme Blik han begge Verdner maaler,
I hvilke Mennesket paa Jorden boer;
I Lys af samme Straaler
Han seer dem, mens han laaner dem sit Ord.
Hvad Hverdagslivet døsigt skiller ad,
Forener han i Sangen;
Hver Den, som tager Prosatanken fangen,
Skal styrke sig med ham i Digtets Bad.
Og Hver, som Glæde kan ved Danmark føle,
Skal her sig glæde ved den danske Luft,
Ved Nætterne, som kjøle,
Ved Dagene, som bringe Markens Duft,
Ved Landets fordringsløse, simple Sprog,
Dets blide, kydske Qvinder,
Dets djærve Mænd, dets lykkelige Minder,
Dets dybe Folkesagn i Sagas Bog.
Lad dette Digt, saa dansk i Duft og Tone,
Da tye til Dig, Du ædle Herskerpar,
I hvem paa Danmarks Throne
Den danske Aand sit Billed fundet har!
Mit Digt af Tanken fremsprang paa Dit Bud,
Nu vender det tilbage,
Til Dig, for, lønnet med Dit Smiil, at drage
Blandt Folket til en uvis Fremtid ud.