Da jeg er bange for en farlig Trasken
Til Adelgaden ud, naar det er glat,
Saa sender jeg dig Fuglen, Lyren, Masken,
Som Skjoldemærker til en Nytaarshat.
Den lille Fugl det Lune skal betegne,
Som har os skjænket mangt et vittigt Spøg,
Og straaler stedse klart trods al vor Skorstensrøg,
Og skinner som en Sol, naar alle Skyer regne, —
En vigtig Ting, hvoraf jeg spaaer
At der en Skrædder nu i Luften staaer.
Med Lyren mener jeg din Sang, din Stemme,
Med Masken din Gudindes Gunst,
Som har dig lært den Maskekunst,
Hvorved vi din Person forglemme,
Naar snart til Dreng og snart til Olding du
Med Trolddom dig omskaber i et Nu.
Ja, selv det Stykke Staal, hvorpaa dit Navn du finder,
Har Hensyn paa det Aar, som nu oprinder.
Gid hver en Gnist, som det af Steen slaaer,
Maa tænde dig et Lykkelys i Aar!
Forresten synes ei min Gave stor,
Men ingen Digter give kan en bedre;
Ved denne viser jeg, saavidt jeg troer,
Hvormeget jeg min Ven vil hædre.
Thi viid, en Pigehaand har skabt min Gave;
Og sligt jeg under ikke just Enhver,
Men den, som er mit Hjerte kjær,
Skal dette Billed paa mit Venskab have.