Det mylrer i Norgesgade
Med pyntede Damer og Mænd;
„Gentilernes Promenade,“
Saaledes døbte man den.
Herrer i Snørliv, pudsige nok,
I Munden Cigar, i Lommen en Stok,
Her offre hele Personen
Til Modens Afgud paa Thronen.
Har Hankjønnet vakt din Latter
Ved mangen Caricatur,
Forlyster Øiet sig atter
Ved Damernes nette Figur,
Thi lydende Modens Herskerbud,
De see dog alle som Mennesker ud,
Og baade ved Drift og Vane
Man drages mod det Humane.
Før Sværmen har naaet det Grønne,
Spadserer den her forbi
Saa mange Bygninger skjønne:
Chirurgisk Academie,
Det catholske Capel, som nybygt staaer,
Hospitalet og Søcadetternes Gaard;
Saa er man ved Enden af Gaden,
Og vanker i Esplanaden.
Til Langelinie vende
Sig nu de hurtige Skridt,
Hvor Bølgerne Kjøling sende,
Hvor Brystet kan aande frit.
Her standser man lidt sin Hverdagsgang
Ved det skummende Sunds melodiske Sang,
Ved Horizonten den vide,
Hvor som Skygger Seilerne glide.
Saa høi og blendende skinner
Hveen, vor Stolthed og Sorg;
Paa Klinten Sanct Ib du finder,
Men ei Uranienborg.
Malmøes Fæstning saa skummel staaer,
Den sees over Saltholms Holmegaard,
Men let mod Skyerne baarne
Sees Lunds de luftige Taarne.
Og see det lyse Landskrone,
Saa tæt under Hveen lagt;
Det smiler i rødlig Tone
Til Sjællands grønnende Pragt.
Og følger Øiet det skaanske Land,
Da møder det langs den krumme Strand,
Hvor hvide Bølger sig kruse,
Bakker, Møller og Huse.
Saa nær for Øiet de ligge,
Og dog saa fjernt for din Fod,
Thi, ak! den bærer dig ikke
Hen over salten Flod.
Tag Kikkerten frem og stir dig blind,
Du seer i en fremmed Verden ind,
Saa nær og saa fjern tillige,
Et synligt, unaaeligt Rige.
Bemærk hist Huset det lave,
Det hvide, tækket med Straa;
Maaskee det gjemmer en Gave,
Men som du aldrig skal faae;
Maaskee du fandt under simple Tag
Hvad der stod for din Længsel Nat og Dag,
Men aldrig skal du betræde
Det Sted, som gjemmer din Glæde.
I Huset boer vel en Jæger,
Hvis Datter, den Lilievand,
Modtager med Velkomstbæger
Indtrædende Vandringsmand.
En huuslig Moder med trippende Skridt
Gaaer ud og ind; den Unge saa blidt
Nu breder Dugen, mens bøiet
Over Bordet, hun nedslaaer Øiet.
Da høres Gjøen af Hunde,
Og Faderen kommer hjem
Fra Jagt i de grønne Lunde,
Og tager sit Bytte frem.
Han hilser Gjæsten med Venlighed,
Om Bordet sætte sig Alle ned,
Den Fremmedes Øine spille,
Og Pigen rødmer saa stille.
Du vilde vel gjerne være
Blandt saadanne Vandringsmænd?
Du Stederne seer saa nære,
Men kommer dog ei derhen.
Snart kommer en Anden langveisfra,
Og Pigen giver ham da sit Ja,
Thi nær er fjerneste Frier,
Men fjern den Nære, som bier.
Den Lov har Skjæbnen os givet,
Og alt paa Vuggen den skrev:
Hvad nærmest os er i Livet,
Meest uopnaaeligt blev.
Saa nyd da Synets Rose, min Ven,
Trods Afstandens Torn, som vogter den;
Nedsænk i Stranden din Klage,
Vend resigneret tilbage.