Nye A-B-C-Riim
(1817.)
(1817.)
See her, Barnlille, vises dig,
Hvorledes Grovhed ofte spildes.
Lær nu at være skikkelig,
Og ei af Arrighed forvildes.
Saa tidt du husker Versene,
Saa vil du dig anstændig tee.
A a
En Abekat blandt Præsterne
Mindst findes lig Apostlene.
B b
Af gamle Bibler flaaes det Skind,
Hvori nyt Galskab bindes ind.
C c
Naar Criticus med Skjeldsord truer,
Da, veed man, han paa Luppen luer.
D d
Ved Gammelstrand der findes Drager,
Som Mangen megen Skræk indjager.
E e
Poetisk Ebbe sees i Landet,
Den anden finder man i Vandet.
F f
Naar Fanden gaaer i Præsteklæder,
Han allersnarest Folk opæder.
G g
* * er En af de Præste,
Som Satiren seer tilbedste.
H h
En Himmelstud, en Kirkestyr,
Er et ubændigt, voldsomt Dyr.
I i j
See Jægeren sigter og skyder,
Og Julebukken sig fryder.
K k
En Kapellan kan gammel blive,
Og holder sig ved Haab ilive.
L l
Stort Mod og Styrke har en Luther,
Men Smaadyr ei og Substituter.
M m
De sorte Marekattes Rænker
Er større, end du mulig tænker.
N n
Et Nytaarsvers paa Vandet flyder,
Og lavest Rang blandt Digte nyder.
O o
Orakler findes og hos os,
Man kalder deres Præst en Klods.
P p
Din Poesie har smukke Fjere;
Dens Been af Saar dog fulde ere.
Q q
Det meget Qvæg, du har paa Stalde,
Vi Qvæslinger og Smaaqvæg kalde.
R r
En Recensent saa tam kan blive,
At Folk ham styre kan og drive.
S s ß
Satiren ei omsonst man hader,
Thi Bondens Vittighed den skader.
T t
En Tosse skriver paa hver Side
En halv Snees Skjeldsord, maae I vide.
U u
En Ulv paa Luur ved Kirken gaaer,
Og stjæler Troens Gjæs og Faar.
V v
Naar Musen er en Vaskerkone,
Man Skjalden bør med Struntløg krone.
X x
At skrive Folk et X for U,
Mit Barn, forgjæves stræber du.
Y y
Paa Ydmyghed du dig beflitte;
Du er ei stor, men lillebitte.
Z z
Zeloten er af Hundeart,
Er glubsk, og løber med en Fart.
Æ æ
En Ære er den anden værd.
Som du har redt, du ligger her.
Ø ø
Med Øgenavne skal du kneise,
Og ud i Verden langt omreise.