Til den unge Doctor phil. Prof. Weyse
(1842.)
(1842.)
Er Striden de lana caprina forbi,
Og Præses har holdt sine Taler;
Da kaares en Doctor i Philosophie,
Og hilses ved fyldte Pokaler.
Men sjeldnere skeer, om end ei det er nyt,
At see ham creeret foruden Dispyt.
Dog her ikke let kunde Strid finde Sted,
Slet Intet var her disputabelt;
Her gav Harmoniernes Fader sin Fred,
Han gjør selv Diplomet cantabelt.
Den Mand Facultetet har kaaret til sin,
Har skrevet sin Adkomst paa Nodelatin.
Og er ei den rigtige Philosophie
Den Eenhed, som stærkest forbinder?
Men hvad er vel Eenhed, som den Harmonie,
Hvis Næt sig om Tonerne spinder?
Hvad Viisdommen taler til Aanden med Ord,
Det toner for Sjælen i Stemmernes Chor.
Og Han, som befaler i Tonernes Dands
Med Kunst, hvori Viisdommen spores,
Fortjener om Issen den hædrende Krands,
Vi skylde ham Summos honores.
Til Mester (Magister) han selv sig har gjort,
Nu sprang han til Doctor, og Springet er stort.
Professor og Doctor de følges nu ad,
End staae de dog ikke ved Grændsen;
Engang Medicinen ham skjænker sin Grad
Med samt Practicandi-Licentsen,
Saavist som Apollo, der kaared ham ud,
Er baade for Læger og Sangere Gud.
Dog, det maa nu blive, som helst det vil gaae,
Besluttet af Guden og Læger;
Om Eet kun Apollo bestorme vi maae:
At skjænke ham Sundhedens Bæger,
At vogte hans Liv til den sildigste Tid,
Da Krandsen er grøn, om end Lokken er hvid.
See ned, Harmoniernes Gud, til din Søn
End længe med Øinene milde!
Forvist han dig skjænker den herligste Løn
Af Tonernes evige Kilde.
End længe han smykke vort danske Parnas!
Lad Ønsket sig hæve ved Klangen af Glas!