Muserne
Forspil i Anledning af Frydendahls Død.
Forspil i Anledning af Frydendahls Død.
En Lund ved Kilden Castalia, ved Foden af Parnassus.
Muserne sees deels siddende, deels staaende, alle i hvilende Stillinger, fjernede fra hverandre, og grublende.
Apollo træder ind fra Baggrunden, og gaaer langsomt frem imellem Muserne, som i første Øieblik forblive ubevægelige ved hans Ankomst, men, da han begynder at tiltale dem, nærme sig lidt efter lidt, alt eftersom deres Repliker falde, og gruppere sig om ham.
Apollo.
Saalænge Solens Fakkel flammer,
Og gjør den dunkle Verden klar,
Saalænge Skoven tæller Stammer,
Saalænge Havet Draaber har,
Skal du, o stille Lund, beskygge
Det fredelige Musachor,
Skal du, Parnassus, kjækt betrygge
Den Slægt, som her i Dalen boer,
Skal Bølgen, som med Perler krandser,
Castalia, dit rene Væld,
Begeistre Hver, hvis aabne Sandser
Paa Jorden fatte Guders Held.
O Søstre! naar jeg skuer eder,
Jeg troer at høre Fremtids Røst
I Værket, som Enhver bereder
Til fjerne Slægters Gavn og Lyst.
Og mens jeg her blandt eder vanker,
Hvor I saa ofte mig har seet,
Vil I betroe de stille Tanker
Til mig, som eders Musaget.
Calliope.
Calliope du seer at svinge
Sin Tanke hen ad Tidens Traad:
Engang skal hendes Tuba klinge
Om kommende Heroers Daad.
Clio.
Men Clio paa sin Tavle satte
Hvad i Aarhundredet er skeet;
Engang skal Tanken kunne fatte
Hvad hidtil Øiet kun har seet.
Urania.
Urania har seet det Fjerne,
Det Kommende, som ei har Spor,
Og Idealets lyse Stjerne
Hun drager til den mørke Jord.
Melpomene.
Men svundne Tiders Kraft alene,
Ruiner af en Stat, et Folk,
Til Alvor drage Melpomene,
Hun hæver atter Skjæbnens Dolk.
Euterpe.
Ei fra det Fjerne, fra det Store
Euterpe henter Høiheds Glands.
Terpsichore.
Hun helliger, som Terpsichore,
Det korte Nu sin lette Krands.
Erato.
Et Nu, der ogsaa flygtigt smiler,
Erato kun af Himlen fik;
Men dette, hvori Tiden hviler,
Er Evighedens Øieblik.
Polyhymnia.
Men hvad der kommer, er og svinder,
Hvad fjernt og nær er Musers Lyst,
Det Polyhymnia forbinder
I alle Musers fælleds Røst.
Apollo.
Om Een jeg end forgjæves leder:
Thalia seer jeg ikke her.
Dog jo .... hun er her mellem eder,
Men sidder taus ved hine Træer.
Siig, Mnemosynes muntre Datter,
O siig os, hvad du pønser paa,
Og om du, for at vække Latter,
Saa dybt alvorligt grunde maa.
(Da Thalia nærmer sig.)
Hvad seer jeg? Taarer i dit Øie?
Kan Taaren parres med dit Smiil?
Kan du, som Verden skal fornøie,
Selv føle Qval af Sorgens Piil?
Lad Melpomene fælde Taarer,
Hvergang hun hvæsse maa sin Dolk;
Men du, som læger hvad hun saarer,
Du har kun Smiilet til din Tolk.
Thalia.
Nei, for det Tab, som jeg begræder,
Ei Melpomene Taarer har,
Thi mig han kronet har med Hæder
Den Dyrker, som min Yndling var.
For ham selv Spøg har Taarer prøvet,
Og Latter selv maa fælde Graad,
Thi Spøg og Latter blev bedrøvet,
Da Parcen overskar hans Traad.
Ei her, hvor mellem Vedbend-Skygger
Hellenisk Lys og Varme boe,
Hvor Philomele stadigt bygger,
Hvor Hesperide-Frugter groe;
Nei, hist ved Thules fjerne Zoner,
Hvor under Vinterhimlens Blaa,
Som funkler med de syv Trioner,
Naturens Pulse gaae istaa,
Men hvor de Dødelige kæmpe
For Fylden af et indre Liv,
Hvor Phantasien har sit Tempe,
Og Tanken Skaberkraftens Bliv,
Hvor Lunets Straaler solforgylde
Den Verden, Mennesket har skabt,
Erstattende med Videts Fylde
Hvert Blomster, for Climatet tabt, —
Der leved Han, hvem ei min Klage,
Ei Folkets Længsel eller Savn
Til Livet kalde meer tilbage
Fra Orcus, fra den sidste Havn.
Ak! han, som med sin skjønne Stemme,
I Tale snart og snart i Sang,
Lig Orpheus kunde Raahed tæmme,
Og sætte sløvest Kraft igang, —
Han, som selv Talen ei behøved,
Thi ved at komme kun og gaae
Han allerede Trolddom øved
Paa Hver, som kun hans Maske saae, —
Ak! han, som atter har og atter
Fremkaldt i lange Snese Aar
Beundrings Raab, Begeistrings Latter, —
Han ikke meer for Folket staaer!
Den tætte Klynge staaer der ene,
Og Taushed i dens Midte boer;
Den seer til den forladte Scene,
Behængt med Mindets Sørgeflor.
Og han, som gik med Smiil paa Læben
Til Plutos ubekjendte Land,
Fremkalder intet Smiil paa Læben
Hos Dødens hærdede Tyran.
Ak Phøbus! Ikke jeg alene,
Ei blot et taust, et skjønsomt Folk
Ham offrer ved Cypressens Grene
Den Taare, som er Savnets Tolk;
Men vil du til Olympen stige,
Da vil du see, at Sorgens Flor
Bedækker Gratiernes Rige
Og deres eget lette Chor.
Og vil du spørge, hvi saa stille
De sidde der, med Haand i Skjød,
Da alle Tre dig svare ville:
Han, som vor Yndling var, er død,
Han, som for os sit Lune stemte,
Som selv i overgivnest Spil
Dog ei til os at offre glemte
Det, som os evig hører til,
Han, som i vildest Leg sin Maske
Til Gratierne vied ind; —
Nu triller paa hans kolde Aske
Den varme Graad fra deres Kind.
Apollo.
Thalia! Munterhedens Muse!
Adlyd kun Sorgens dybe Trang!
Lad alle Veemodsstrænge bruse
Høitideligt i Sørgesang!
Jeg selv har mindre Grund til Klage,
Hvergang en Dyrker røves mig,
Thi Værket har jeg dog tilbage,
Hvori han er udødelig.
Men heelt er Tabet, som du frister:
Med Kunstneren maa Værket flye,
Og ingen Yndling, som du mister,
Kan dig erstattes ved en ny.
Polyhymnia.
Men hvad den ene Muse savner,
Er alle Musers fælles Savn.
O Søstre, søsterligt mig favner!
Jeg taler her i Alles Navn:
Thalias Yndling skal man ære,
Saalangt som Kunstens Rige naaer!
Hans Navn og Minde helligt være,
Saalænge Musers Tempel staaer!
Ei Templet selv han meer skal smykke;
Men Folket, qvæget i hans Glands,
Nu slynger om hans elskte Skygge
Taknemmelig Erindrings Krands.
Alt seiler han paa Lethes Bølger
I Charons Baad, saa bleg og stum;
Men Krandsen ham paa Veien følger,
Den grønnes i Elysium.