Rosenborg
En Monolog.
En Monolog.
Slottet taler.
Her staaer jeg gamle Kæmpe fra Fjerde Christians Tid,
Og skued gjennem Secler snart Himlen mørk, snart blid.
Hvor mangen sær Omskiftning var jeg dog Vidne til!
Meget kan jeg fortælle, naar man mig spørge vil.
Med Stolthed jeg min Ungdom for Tanken seer at staae,
Hver Dag jeg skued Fester, bar Lys i hver en Vraa.
Hvad nu mig vil belyse, — ja, nok maa jeg mig skamme —
Det er den Nar, den Figaro, med sin bengalske Flamme.
Orangetræer foran min sydvestlige Façade
Tilforn mig sendte Duften fra sine Blomsterblade;
Til Exerceerplads blev min Orangelund changeret,
Drivhuset til et Huus, hvor der bliver exerceret.
For hver en Blomst, som fryded mit kongelige Sind,
Da fik jeg til Erstatning et garvet Kalveskind,
Og ved dets Øredøven jeg skued ofte nok
En frifødt Mand at garves med Sabel eller Stok.
Ugjerne seer jeg Pladsen, hvor Stok og Sabel brak,
Hvor Roat gik til Spiret og Vovehalsen knak.
Med Afsky tidt mit Øie sig vendte fra Sydvest,
Men i sydøstlig Retning der huer det mig bedst.
Der seer jeg rig Erstatning for hvad mig ærgred hist:
Jeg seer de gamle Lindetræer med unge Løv paa Qvist;
Vi have fælles Fader, den danske Patriark,
Hvis Navnetræk usynligt er præget i deres Bark.
Hos mig det stander synligt, i Stenen hugget ind,
Men Træerne det hviske hørligt i Aftnens Vind!
Vor fælles Fader drog sit sidste Suk i min Favn,
Mine Brødre hviske gjerne hans elskelige Navn.
I Skyggen af de Stammer, som ere Fortids Tolk,
Seer jeg ret med Velbehag de fordringsløse Folk,
Som efter Dagens Arbeid i rene Gange gaae,
Glade, naar Blomsten dufter, og Himlen kun er blaa.
Velsignelsen jeg skjænker til den beskedne Lyst,
Velsignelsen til hvert et blottet Moderbryst,
Velsignelsen til hver af de diende Smaa,
Og til hver en hyret Amme, som trolig passer paa.
Og som jeg gjerne skuer, hvad gjerne skues vil,
Lukker jeg for Adskilligt Øiet villig til.
Du forelskede Par, som til dunkle Skygge flyer,
Jeg seer ei og røber ikke dit Elskovs-Eventyr.
Ved Dryaders Fortrolighed kan Meget passere;
Jeg tænker da: Lad gaae! hvad er det saa Mere?
Desuden er det godt, at under Green og Blad
Hjerter kunne mødes, der i Stuen skilles ad.
Du stakkels Borgerpige, som sidder i din Krog
Ved Rokken, og maa skjule gesvindt din Morskabsbog,
Naar Moder eller Grandmama i Kamret træder ind,
For at mærke sig, hvor vidt du er kommen med dit Spind;
Og du, som til Brodering anvender al din Tid,
Og tjener tyve Skilling ved otte Dages Flid:
Naar Skumringen er indtraadt, og du har syet dig blind,
Kom hid: mit Grønne qvæger dit Øie som dit Sind.
Og ved Dryaders Bistand kan Meget passere;
Men jeg tænker: Lad gaae! hvad er det saa Mere?
Din Ven, som maa dig undflye, hvor du med Andre boer,
Dig møder under Løvet, og Armen om dig snoer.
Her staaer jeg gamle Kæmpe fra Fjerde Christians Tid,
Og skued gjennem Secler Menneskenes Id.
Meget, som Ingen aner, var jeg Vidne til,
Jeg fortælle kan om Meget, om Meget jeg tie vil.