Hr. Bugislav er saa vældig en Mand,
Han samler de vendiske Skibe;
Fem Gange hundred, jeg siger forsand,
At bringe Hr. Jarmer i Knibe.
Men vogter jer, Vender! Det bliver jer’ Død.
Til Dannemarks Frelse blev Absalon født.
Ham Gud har skjenket en Bispestav,
Og Dannerkongen et Sværd han gav.
De Sømænd paa hurtige Skibe ham følge,
Og Rygens Kyster dem dølge.
Paa Pindseqveld de gange iland,
De hellige Messer at synge.
Da kommer et Bud fra den hvide Strand:
De Vender paa Bølgerne gynge.
Men Absalon raaber: Til Skibene ud!
Med Sværdet ville vi tjene vor Gud.
Da hører man Larm og Vaabengny.
„Det Absalon er, ha! lad os flye!“
Da flye de Feige; men Havet bruser,
Og mod hverandre dem knuser.
Paa Havet flyde fem hundrede Vrag,
Og alle beladte med Bytte.
Da raabe de Danske: O skjønne Dag!
Vor Seir os komme til Nytte!
De kasted i Bølgen de blodige Liig,
Men Absalon standser de vilde Skrig.
„Nei, Plyndring er ei for den danske Mand;
Men skjenker nu Viin til Pokalernes Rand!“ —
Da tømmer man dem ved de hvinende Master,
Og i skummende Dyb dem kaster.
De gamle Helte fandt deres Grav
Med Oldtidens Aftenrøde.
Dog skummer endnu det danske Hav,
Og minder os om de Døde.
Det synger heel tidt i Stormens Klang
Om gamle Bedrifter en Mindesang,
Og knuser de Feige med stolt Foragt,
Men fører de Kjække til Seir og Magt.
Thi bringe da Hver, som Heltene følger,
En Skaal for de oprørte Bølger!
