Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Unge Menneske! Hvor megen Sorg forvolder du mig ikke paa min gamle Alder! Du havde fortjent en alvorlig Revselse, men det var Synd for Riset at slaae det itu paa saa haard en Bark. Det eneste Middel til endnu at sætte Skik paa dig, vilde være at stikke dig ind under eet af Regimenterne, hvor du kunde lære Subordination. Jeg har intet imod, at du leger, og gjør dig Motion; din Alder har jo dog ingen anden Bestemmelse. Jeg har heller intet imod, at du i alle dine Børnelege giver dig en vis Alvorsmine. Sligt er tvertimod, ifølge mine Grundsætninger for Opdragelsen, særdeles gavnligt for Drengen, da han ved det paatagne Alvor vænner sig til det virkelige, og hurtigere dannes til Yngling og Mand. Der kan saaledes intet være at indvende mod den meget udbredte Leg med Dukker, for hvilke Børnene forestille sig at være Forældre og Foresatte, og snart belønne dem med Sukkergodt, snart give dem af Riset. Man udvider ogsaa denne Leeg saaledes, at man ei behøver Dukker til den. Eet Barn kan nemlig lege, at det er Hovmester for et andet, som leger, at det er uartigt, og det første kan da skjænde paa det andet, naturligviis ikke med grove Talemaader, og banke det, forstaaer sig, saa det ikke har Skade deraf. Men hvad der maa være en ubetinget Regel for alle Børnelege, er, at Børnene ei maa være de voxne Folk til Byrde, eller være impertinente imod dem; men betænk min Søn, om du ogsaa altid iagttager dette. Hovmesterlegen er din kjæreste Leeg, og deri var intet ondt, om du kun legede den med andre Drenge paa din Alder, men nu er du saa ilde opdragen, at du giver dig ikast med voxne Mennesker, som ere myndige, og have bedre Forstand end du, kalder dem for Drenge, og leger Skolemester for dem. Saaledes var du forleden Dag meget uhøflig mod mig, da du i en saadan Leeg tiltalte mig i en Tone, som du maaskee har hørt hos dine Lærere, naar de gave dig Riis i Skolen. Veed du hvad, min Søn? Sligt passer sig ikke mellem dig og mig. Uagtet jeg kuns er et ungt Menneske, er jeg dog en heel Deel ældre end du. Jeg er jo dog confirmeret, Student, indkaldt til anden Examen, uden at tale om begyndende Skribent, hvilket rigtig nok ikke vil sige meget, men dog nok fortjente at respecteres af Dig, der endnu ikke har givet andet end Stiiløvelser, fulde af de groveste ortographiske, etymologiske og syntactiske Bommerter, for hvilke du har faaet de læsterligste Prygl. Kan du dog ikke selv høre, hvor ilde det klæder dig at tale om Sløikjolen og Faldehatten, to Ting, som faa Børn kunne have saa nødig, som du? Man leer af slige Indfald, naar et net lille Pigebarn paa fem Aar siger dem med Mine af en Matrone, men derfor passe de sig ikke strax for enhver opløben Laps midt i Lømmelaarene, med lange Arme i korte Ærmer, blaa Buler i Panden, og Gadestænk op over Ørene. Bedre tager du dig unægtelig ud ved Opløb paa Gaden, naar du stimler til mellem de andre Drenge, men selv her har jeg dog bemærket en stor Mangel paa Mod hos dig. Naar nemlig de andre spænde Krog, kaste Sneeboldte og Stene, saa staaer du med Armene over Kors, og skraaler af fuld Hals: ”Evig forsoren! Jeg skal begegne jer med et Saltmadsfad og en banket Trøie: vil I stikke Piben ind, Drenge, eller jeg skal lære jer at snøre Hoser.” Men det eneste Middel, du bruger for at opnaae alt dette, er kun at vedblive med Skraalet, at du vil gjøre det. Man kan saaledes sige, at du i Feldtslaget paatager dig Trompeterens Rolle. Men derved, min Søn, gjør du dig selv latterlig; thi enhver leer af en blot arrig Trudsel, hvor Evnen til dens Udførelse mangler. Knap en dybt bevæget Vægter stikker derfor Piben ind, og i det høieste en gammel Kjerling snører Hoser. Selv Spurvene sætte sig uden Frygt paa de slet gjorte Fugleskræmmer, og du har vist ogsaa seet, at naar Drengene paa Gaden forfølge den gale Jødepræst, og han vender sig om, og løfter Stokken, saa vige de kun lidet tilbage, lade ham slaae ned i Stenene, og forfølge ham derpaa med fordobblet Hurraaraab. Denne Mangel paa Mod stikker besynderlig af til dine fleste Lege, der just forestille saadanne Ting, til hvilke, naar de skulde udføres i Virkeligheden, et særdeles Mod vilde være nødvendigt, som for Exempel: en nordisk Kjæmpe, en christen Martyr, en Doctor Morten Luther, og nu allersenest en vandrende Ridder, som drager ud og forsvarer den forfulgte qvindelige Uskyldighed. Denne sidste Rolle paatog du dig med slig en Ivrighed, at du derover glemte din Armatur af Landse, Sværd og Skjold, og i Hastværk tog en Tærskepleiel, hvormed du stillede dig paa en Gjødningsbakke i en Bondegaard, altsammen for at haandhæve din uforlignelige Dames Berømmelse, og kjæk forjage enhver, som maatte vove at antaste hendes ophøiede Skjønhed. Men see nu, hvor ubehændigt du bærer dig ad. Uden at tale om, at du jo kun blotter dig selv for ethvert Anfald, ved at tage Kjolen af, og balancere i Vesten, maa jeg gjøre dig opmærksom paa, at din Ginevra, istedenfor at antage dig for Rinaldo, ufeilbarlig, ifølge den Plads, du har valgt dig, maa troe, du er en sjællandsk Hane, tilfreds paa din egen Baggaards-Pindus, en sjællandsk Hane, saa aldeles nationaliseret, at den endog har taget Træskoe paa Fødderne, for ei at komme til at gaae i spanske Skridt; ja en høist besynderlig Under-Hane, naar jeg ret betragter den: en Hane, der siger Sparto til Degnen selv, og svarer: jeg kan gjøre Æg, naar denne siger: jeg kan støbe Voxlys, men ogsaa kun rivaliserer med Degnen, og ei engang med en aftrukken Præstekjole, end sige med den, som har stukket i den. End videre maa jeg spørge dig, om du troer at have sagt din Dulcinea ret en smuk, ridderlig Compliment, naar du forsikkrer al Verden, at hun i Grunden er et Mandfolk, og kun for de halvvoxne Drenge at betragte som Fruentimmer? Og endelig, troer du virkelig at have gjort din Dame en Tjeneste, ved at drage tilfeldts for hende paa saa gemeen og bondestolt en Maade? og hvorfor? fordi hun er bleven saaret af satiriske Pile! Men skulde da hun, der, som qvindelig Troubadour, jo maa være nøie bekjendt med Kjærlighedens Pile, være saa bange for Satirens, ligesaa fine og ikke nær saa smertelige, at hun ei heller skulde ønske disse at blive siddende i Hjertet, end behandles af en plump, uøvet Feldtskjærnæve, der selv bibringer hende det første farlige Saar, idet den vil uddrage de fine Spidser, som den er for klodset til at omgaaes med? Naar jeg tænker paa slig en Mangel paa Evne til at sætte dig ind i en Digters Tankegang, saa kan jeg af denne Plathed og Raahed i Følelsen allerede slutte, at du ei er skabt til at være Digter, maaskee vel prosaisk Skribent, man kan ikke vide det; men dog skulde du have et Par Haandtager, fordi du tør sige, at du har brændt dit Drengeværk, da du, som bekjendt, endnu aldrig har viist, at du var istand til at levere andet. Men om det ogsaa ikke er sunget for din Vugge, at du skal blive stor i Aandens Rige, kan du jo paa andre Maader blive et gavnligt Medlem af Samfundet. Naar jeg seer paa de af dine Evner, som hidtil have udviklet sig, troer jeg, du kan blive en meget anseelig Slagter; og jeg tvivler ikke paa, at du i saa Tilfælde vil kunne faae Privilegium exclusivum paa at skalte og valte paa Uhlfeldts Plads, at sige: naar du paatager dig at forskjønne Pladsen, deels ved at pryde den med nogle af de Mindestene, som du ved egen Daad har reist dig, deels ved at dække Corfitz Uhlfeldts ikke synderlig smukke Støtte, ved at paahænge den Blade af dine egne Værker. Dog den Tid, den Sorg. Naar du bliver ældre, skal vi nærmere lægge vore Hoveder iblød, for at udfinde, hvortil du bør bestemme dig. Ak Herre Gud! Jeg gjør Regning uden Vert. Saa lykkelig bliver jeg vist aldrig, at jeg oplever at see dig som et gammelt fornuftigt Menneske; i det mindste er jeg til den Tid en ældgammel Mand, og rimeligviis død og begraven. Nu vil jeg kun til Afsked give dig mit sidste faderlige Raad: Det er en Skam for saa stor en Dreng, som dig, ikke endnu at kunne udtale alle Ord tydeligt og bestemt. Du taler altid, som om du havde Grød i Munden, saa at man kun forstaaer det halve. Saaledes var der i din sidste uarticulerede Tale en Mængde, som ei var til at forstaae. Denne Sluddervorenhed maa du vænne dig af med; ligeledes, naar du herefter har noget at sige mig eller andre, maa du fatte dig kort og bestemt, og ikke vrøvle i en Evighed frem og tilbage, ligesom en gammel Skolemester, der gaaer i Barndom, og ikke veed selv hvad han siger. Og lad mig ogsaa see, at du nu sætter dig smukt stille ned, og lærer denne ABC-Bog, og ikke staaer op, og leger, førend du kan den paa dine Fingre: thi ellers bliver jeg nødt til, saa nødig som jeg vilde, at hænge dig Æselbrættet paa Nakken. Nu Farvel, min Søn! Vær en anden Gang kjøn artig, og leeg ikke om Aftenen silde med Ild og Lys og Satire, som du ikke forstaaer at omgaaes. Din Amme har vist sagt dig, hvad deraf kan flyde.