Jeg Underskrevne, Johan Ludvig Heiberg, gjør herved vitterligt for alle og enhver, og i Særdeleshed for Dig, N. F. S. Grundtvig, at saasom jeg endelig har taget den Beslutning at give dig en Times høist fornødne Underviisning i Anledning af, jeg behøver ei at sige hvad, thi du veed nok selv, hvad du har gjort: saa, for at ingen medrette skal forundre sig over, at jeg skriftlig vil indlade mig med den, som skjælder mig ud, maa jeg foreløbigen erklære, at jeg i denne min Underviisning samt deri indbegrebne faderlige Irettesættelse intet Hensyn tager paa tvende i dit Synderegisters Pag. 113, Lin. 9 f. n., og Lin. 3 f. n. anbragte pyntelige Talemaader, eftersom disse ere af den Beskaffenhed, at man i det gode Selskab lader som man ikke hører dem, og først, naar man er kommen udenfor Døren, besvarer dem; naturligviis ikke skriftlig, ja ei engang mundtlig, eller paa een for den Fornærmendes Øren allene ved Hørelsen fornemmelig Maade. Uagtet du nu rigtig nok saa meget mere har opfordret mig til at gjøre ligesaa ved dig, i det du har gjort opmærksom paa, hvad man nok med egne Øine kunde see, at du har trukket Præstekjolen af, og derved gjort dig end mere beqvem til den nysomtalte Application, saa maa jeg dog, af Respect for Kjolen, som har beklædt dig, og afsagt Fiende af gemeen Haandgemæng, bede dig at tage Villie for Gjerning, og ansee det, som om jeg virkelig paa din Person havde efterkommet den Skyldighed, hvilken jeg herved opfylder dig in effigie; ligesom jeg ogsaa, efter denne min Erklæring, beder enhver af de ærede Herrer Pædagoger ex professo, der maatte gjøre mig den Ære at læse dette mit svar ringe, men dog velmeente Skrift (paa Dilettanternes Mening reflecterer jeg naturligviis ikke), om at betragte dig som den, der har qvitteret for en paa anførte Viis rigtig betalt Regning.
Først efter denne Erklæring kan jeg, uden Præjudits for min Ære, gjøre mig saa gemeen at undervise dig skriftlig, under mit fulde Navn. Og hermed skrider jeg altsaa til Begyndelsen af min Information, thi det Foregaaende hørte ikke med til samme, men var kuns en nødvendig Forberedelse, et Giv Agt, en Sandsekage til Vækkelse af Opmærksomheden; og denne kan ikke noksom skjerpes, naar man sætter sig til at lære Fibelbrettet, hvilket nu øieblikkeligen følger. At jeg begynder med dette, vil man ei finde upassende, hvor det er nødvendigt at begynde Opdragelsen saa aldeles forfra, som i dette Tilfælde.
Kjøbenhavn, den 22de Marts 1817.
J. L. Heiberg,
25 Aar gammel.