Vaarens lyse Farve venlig smilte
Blidt fra den endnu ei tætte Lund,
Da Eline glad fra Leiet ilte,
For at nyde stille Morgenstund;
Kunstfri, skiøn hun, som Naturen, var,
Hvert et Smil et Præg af Reenhed bar.
Liflige, sødt, som naar Camøner hæve
Trylle-Stemmer om Uskyldighed,
Sang Eline: “Atter seer jeg svæve,
“Lærker til mit lille Fristed ned:
“Deres Sang skal atter fryde mig;
“Atter Vaaren giør mig lykkelig.”
“See, hvor blinker Duggens klare Draabe,
“Paa det lyse, nys udsprungne Blad!
“Medynk er han værd, den kolde Taabe,
“Som Naturens Fødsel ei giør glad!
“Ham ei qvæges ved Fiolens Duft,
“Frydes ei ved Vestens milde Luft.”
Saa hun sang; da lød en sagte Klage
Veemodsfuld fra Bækkens fierne Bred:
“Ak jeg kan ei kalde dig tilbage!
“Ak! hvi sank jeg ei i Graven med?”
Pigen ilte mod den Klagerøst,
For at bringe Raad og Haab og Trøst.
Og hun saae, i Ly af Eggegrene
Skiult en lille, simpel Urne stod;
Soklen var af fire Kampestene,
Denne Indskrivt var paa Urnens Fod:
“En Velgiører, Fader, Mand og Ven,
“Hviler her, men vækkes skal igien.”
Over Urnen sig en Olding bukked’,
Og hans stride Taare flød derpaa,
Ændsende kun den ham ofte sukked’.
Ubemærkte Eline Manden saae
Og hun taled’: “Kummer bøier dig:
“Kom, udøs dit Hiertes Qval for mig!”
Langsomt, mat han hæved’ sølvgraae Isse,
Og paa rynked Kind en Taare flød;
“O!” saa taled’ han, “jeg veed tilvisse,
“Hist jeg finder al den Fryd, jeg nød;
“Ak! men naar — naar sankes vi igien?
“Ven, Velgiører! — ak, min tabte Ven!”
“Hungrig, syg paa kolde Straa jeg bæved’,
“Ængstedes ved Mines Klageskrig;
“Jeg til Bøn min matte Stemme hæved’;
“Døden, Døden kun tilbad jeg mig;
“Alt jeg føled’ den med glade Hu,
“Da han kom, han, jeg begræder nu.”
“Som en Gud han Trøst til mig nedsmilte,
“Hused’, trøsted’, pleied’, læged’ mig;
“Han saa ofte til mit Leie ilte,
“Jeg blev sund; jeg var saa lykkelig!
“Ak! men nu! — ei du min Jammer seer,
“Pige — ak! min Ven, — er ikke meer!”
“Dette,” blev han ved med halvkvalte Stemme,
“Dette Minde har min Søn ham sat;
“Her han svor mig, aldrig at forglemme
“Ham, som fra mit Hierte reves brat;
“Ham, som det halvtabte Liv mig gav;
“Ham, som slumrer sødt i kolde Grav!”
Skiult Eline tørred’ bort en Taare,
Og udbrød: “O, følg mig, arme Mand!
“Hvad du tabte, føler jeg saa saare;
“Men maaskee din Sorg jeg lindre kan:
“Kom! til stille Hytte følg med mig!
“For din Ven jeg græde vil med dig.”
“Fromme Pige! dig dit Hierte lønne,
“Men tilgiv, jeg kan ei følge dig!
“Sidste Livpust vil jeg her udstønne,
“O! men stundom tænke du paa mig!
“Tænk, den Gode ene elsket er!
“Husk, en Olding dig velsigner her!”
Pigen gik, men næste Dag hun ilte
Let, som Vestenvind, til Urnen hen,
Saae, ved Foden Oldingen end hvilte,
Men ei meer han nævned’ tabte Ven;
Hun sig nærmed’ — høit et Skrig da lød;
Thi hun saae — ak! Oldingen var død.
“Gud! o her, her vil jeg dig tilbede
“Paa din Viisdom her jeg grunde vil;
“Her Naturen mig til Dyd skal lede,
“Og min Lovsang tone høit dertil:
“Ei fra Templer den skal hæve sig:
“Hvilket Tempel kan indslutte dig?”
“Denne Lund, o Gud! jeg dig indvier,
“Til dit Alter den Retskafnes Grav;
“Og naar Dagens Larm indslumret tier
“Her jeg føle skal det Liv, du gav;
“Og ved Nattergalens høie Qvad
“Skal min Siel opsvinge sig saa glad!”
“Om jeg lider, jeg tilfreds vil tænke,
“At du idel, idel Godhed er:
“Du mig kun et saadant Gravsted skienke,
“Og en Ven, som mig begræder der!
“Da mit sidste Aandedræt er Fred;
“Da jeg stiger glad i Graven ned.”
Louise ****.