Oldingens Valfart,et Sidestykke til Urnen af Louise ****,Hende tilegnet.“Du stiger i Din Flugt: jeg daler;“Men dalende jeg har det Haab, den Trøst,“At tit jeg læse skal Dit Vers med Lyst.”(S. Wessels Skr. 2 D. S. 162.)Naar Skumring hvil’de paa det Skabtes BlundVed Østersøens tangbelagte Strande,Gik Eilla glad i løvrig Bøgelund,Og Himlen svømme saae paa glatte Vande;Hun lytted’ taus til kronelige Toppe,Saa fro ved Nattergales Qvad deroppe.Og naar saa Harmen slukked’ for sin Brud,For elskovdrukken Salighed at græde,Steeg Pigens Hierte fyrigt op til Gud,Som kaldte Verdner frem til Liv og Glæde;Hun stemmed’ i med Lundens HarmonierTil Fuglen tav ved hendes Melodier.Saa gik hun tit, og fø’de kunstlet Bram,Som stille Viisdom elsker ei, men taaler,Og fryded’ sig, med Hiertet fuldt af ham,Hvis Kiærlighed hvert Støv igiennemstraaler,Saa qvæget gik hun hiem paa kiendte Veie,Og fandt velsignet Ro paa bløde Leie.En Maiens Aften, da paa vante StedHun saae den rødt bestraalte Udsigt graane,Og stirred’ paa den hele skiønne BredVed Kysten af det blidt oplyste Skaane,En Baad hun saae: mod hendes Lund den hasted’,Og, hvor hun stod, to Baadsfolk Anker kasted’.Med møjsomt Fied de stege snar i Land,Ej Lyd af Ord de til hinanden sagde;En bleg, af Alder sammenkrympet MandVed Foden af en Bøg de varsomt lagde.I deres tavse Færd var navnløs Kummer:Den Gamle syntes vugget ind i Slummer.Dog snart han slog indsiunket Øie op,Og Andagt folded’ nu hans tørre Hænder:“Saa seer jeg dig igien, o Bøgetop!“Jeg priser Gud, at jeg endnu dig kiender.“Du saae mig Livet anden Gang modtage:“Her skal jeg villigt give det tilbage.”Saa taled’ han med brudt, afmægtig Røst;En Andagts-Taare glindsed’ i hans Øie,Og høit og hurtigt steeg det trange Bryst,Og stille bad hans Hierte til det Høie:De unge Mænd sig ømt imod ham bukked’,Og qvalte Graad, dog hørtes, at de sukked’.Forventningsfuld nu Eilla nærmed’ sig;Alt meer og meer hun saae hans Aasyn blegne:“Siig, fromme Gamle, hvad bevæger dig,“Saa svag at drage hid til disse Egne?“Ak! Aftenkulden dig jo let kan dræbe!”Saa mæled’ ømt den hulde Piges Læbe.Sin sidste Kraft den Olding samled’ nu,Og venligt blinked’ hen til fremmed Pige;Saa taled’ han: “Kom, gode Barn, ihu,“Hvad dig en Olding i sin Død vil sige!“Erkiendtlighed er let, er sød at øve,“Og Salighed, som ingen Vold kan røve.”“Min Moder skiøn og god i Verden gik;“Med lysten Sands en Herre hende skued’:“Ak! da hun glemte sig, jeg Livet fik.“Forstødt og haant hun for sin Fremtid grued’;“Hun, netop Moder, fløi til Havets Bølge,“For Skam og sig og mig i den at dølge.”“En ædel Fisker øined’ det med Gru,“Og stødte Baaden ud, og fandt os Arme:“Ak! hun var død; i mig var Liv endnu,“Og over det han vilde sig forbarme.“Han under denne Bøg min Krop bedækked’,“Og kierligt mig til Daad og Dyd opklækked’.”“I spæge Barndom gik jeg ved hans Haand;“Min Ungdom flygted’ under Mandens Øie:“Da gik til bedre Held den Frommes Aand:“Han hvilte sødt af ufortrøden Møie!“Jeg ham begræd i Ly af disse Grene,“Og siden gik jeg Livets Vei aleene.”“Jeg her udskar hans Navn, derved jeg svor“En hellig Eed for Gud: Jeg ham vil ligne!“O! salig, hvo paa Gud og Dyden troer!“Jeg saae ham Dag fra Dag min Id velsigne;“Han ofte lod mig Himmelglæden smage,“At sprede Lys og Fryd paa Kummers Dage.”“Mig Skiebnen bort fra disse Lunde tog:“Kun dette tit mit Inderste har saaret;“Dog aarligt til det kiære Træ jeg drog,“Og henrykt saae det Navn, jeg havde skaaret.“Her, kiønt jeg græd, jeg blev saa vel tilmode,“Og føl’de nye Kræfter til det Gode.”“Nu standser dette Liv sin svage Fart:“Ved Navnet jeg det uden Knur udtømmer;“Her jeg for evig lukker Øiet snart,“Her sidste Gang jeg signer mine Sønner;“O! glemmer aldrig Gud og dette Minde!“Gud signe Jer! Han snart mig værdig finde!”De Sønner græd; den Olding end engangMed spændt, afmægtigt Blik paa Barken hæft’de,Og Øiet brast, ved Navnet end det hang;Hans Mæle svandt; hans kolde Læbe skiæl’de.Alt Purpur veeg fra sildig Aftenrøde,Og Oldingen i Eilla’s Arme døde.Haste.