Hyllet i hellig Glands sad Jordens og Himlenes Fader
Paa sin evige Throne. Chaos under hans Fødder
Svævede tom og mørk. Endnu var ej Sted eller Time.
Dybet fornam Jehovas Vink, og Lyset frembrød, og
Sang fra Kerubers Chor gienlød: Vor Gud er almægtig!
Gud med sin vise Haand udspændte Himmelens Bue,
Tegnede Solens Gang og Maanens den skiftende Cirkel.
Jorden grundfæstede han, at ei af sin Bane den rokkes.
Morgenstiernerne sang og priste Jehovas Alviisdom.
Havets Grændse blev sat, og Jorden tørret og frugtbar
Skiultes af Væxter tusende Fold. I Engen blev Vellugt
Af den duftende Blomst, og Granen kneiste mod Himlen.
Alting var skiønt og godt, men stille og taus var al Jorden;
Vindens Susen veemodig lød blandt Træernes Toppe.
See da vinkede Gud: Myriader fremstod af Intet;
Hver begavet med Liv og Evne, til Glæde at nyde.
Fugle, Fisk, fierføddede Dyr og Krybet i Støvet;
Alle de fandt en Jord velsignet, beriget for dem, og
Oxens freidige Brøl og Lærkens Løvdren i Luften,
Tusende Stemmer toned’ om Fryd; men Skaberen hørte
Alle de Glædens Raab, der løde til Ham, og han sagde:
Alting er saare godt; og Kerubers Chore gientoge:
Du, o Herre, vor Gud! det Alt med din Viisdom har ordnet!
Alting er saare godt, og din Godhed aldrig udtømmes.
Da besluttede Gud, at fuldende sit Værk, og han skabte
Manden ædel og skiøn, med et opreist Hoved mod Himlen,
Til et Herredoms Tegn over Alt, som findes paa Jorden.
Ja, han gav ham en Siel, udrustet med Evne til Granskning,
Og en høiere Grad af Fornuft; veiledet af denne
Stiger hans Aand til Hæder og Fryd, og vorder lyksalig.
Englenes glade Chor saae i Manden en elskelig Broder,
Jublende Lovsang opsteeg til den Godes, Eviges Throne.
Men med forskende Blik beskuede Adam det Skabte,
Høit da lød hans ængstlige Raab: her er ingen min Lige.
Af en finere Stof Gud Herren nu dannede Qvinden,
Eva, den første Pige, skiøn, som den straalende Soel, med
Blidhed i hvert et Træk, og en Himmel i glindsende Øie.
Stemme, Gang og Alt var harmonisk tryllende Ynde.
Da besang Kerubernes Chor Gud Herren, den Skaber
Af den yndige Møe, og de sagde: Det er dit Billed!
Himlenes Sphære gienlød: Ja dette, o Gud! er dit Billed!
Adam vaagnende saae sin Mage, og Læbernes Bæven
Var hans glade Tak til Jehova vor Gud, og han sagde:
Det er mit ædlere Jeg, min Trøst og min Glæde paa Jorden.
• • •
Liuna! hvis Siel er skiøn, som den klare, rødmende Morgen;
Blidhed er hvert dit Træk og en Himmel dit venlige Øie.
Naar din Ynde jeg seer, din trøstende Omhu for Venner,
Henrykt jeg raaber til Gud: Alfader, det er dit Billed.
Om hver Pige, som ligner Dig, en Yngling skal sige:
Det er mit ædlere Jeg, min Trøst og min Glæde paa Jorden.
J. Smidth.
