I lykkelig Armod henilede den unge Bodilds Dage. Hun var sund og føer; et reent Blaarlærreds Tørklæde over en strikket Trøie, et grovere Forklæde over et Vadmels Skiørt, udgiorde hendes Høitidsdragt. Faa vare hendes let tilfredsstillede Ønsker; Uskyld og Munterhed smilede giennem hendes rolige blaa Øine, og med Kildens Vand sminkede hun sine friske Kinder. Flittigt besøgte hun Kirken, og skuede der uden Avind ej alene Herregaards-Pigernes funklende Guldsnor og store Sølvspænder; men hun sørgede end ikke lønligen over Gaardmænds-Døtrenes høirøde Ærmer, uldne Damaskes Bulle, deres blommede Kammerdugs Tørklæder og Gyldenstykkes Huer.
Hun var eneste Datter af en aldrende Huusmands-Enke, og stræbte ved anstrænget Arbeidsomhed at erstatte Moderens dagligen aftagende Kræfter. Men jo mindre Moderen kund’ arbeide, desto flere bleve Datterens Sysler; og det faldt tilsidst hendes Evner lige saa tungt, at ernære den sygelige Gamle, som det var kiært for hendes Hierte.
Elskovens Glæder kiendte hun ikke, men ikke heller dens Kummer. Hendes strænge Arbeide dæmmede for Indbildningskraftens Spil; hun ønskede sig ingen Kiæreste, men vel stundom en Mand, dersom hun ved hans Hielp desbedre kunde pleie sin inderligen elskede Moder. Dog kæmpede hun ikke med Sukke, naar hun hialp fordums Legesøstre ved deres Brudefærd; ei heller græd hun fordi Andre havde to eller tre Beilere, medens hun havde ingen. Hun var fortrolig med den Forskiel, som Formue skaber, selv under Straatagene; og Naboernes stille Dalen krænkede ikke hendes Tilfredshed; thi Dyden er alletider tilfreds med sig selv.
Da hun engang i Dagbrækningen kom til Kilden for at hente to Spande Vand, stod Christian der, den rige Bondefogeds Søn. Han hialp Bodild at fylde Spandene, og løftede Aaget paa hendes Skuldre. Venligt nikkende takkede hun ham, og gik. Christian gik efter hende: Hør, Bodild; sagde han, jeg vilde gierne tale Noget med dig. Han pillede forlegen paa sin Kofte, og skiød den ene Fod frem og tilbage i Græsset.
Bodild. Og hvad er det?
Hør, Bodild! sagde han igien, heftede Øinene paa den forundrede Pige, og slog dem ned igien; hans Forvirring steeg; han vilde igien begynde at tale, men holdt atter inde.
Bodild. Naa, jeg har ikke Stunder at narres. — Hun forstærkede sit Trin, og Christian fulgte hende stum; endeligen seirede han over sin Forlegenhed.
Hør, Bodild! sagde han, jeg seer, du er en duelig, flink Pige. Ad Aare afstaaer Fader sin Gaard til mig. Vil du saa have mig, lille Bodild?
Bodild. Christian, du er riig, og jeg er fattig; men det lader dog den Rige ilde, at drive Giek med den Fattige. — Hun saae vredeligen til ham, slog Øinene ned til Jorden, og gik endnu stærkere.
Christian. Jeg giekkes ikke. Det er mit Alvor, saa vist, som Gud er i Himmelen!
Bodild blev det Høitidelige, det ømmeligen Bedrøvede i hans Tone vaer, og skiftede Farve. Hvor Høstens rødlige Blade giennemskinnedes af Morgenrøden, havde de ingen høiere Farve, end Bodilds Kinder. Hun havde aldrig tænkt paa Christians Kiærlighed: nu saae hun paa ham med et nyt Blik. Han var velvoxen, med et mandigen blidt Aasyn; han var bekjende for en skikkelig Karl, og hans Øine talede mere Kiærlighed, end hans Læber. Saa det var Alvor? sagde hun i en glad og øm Tone; vil du da hielpe mig at pleie min Moder? vil du?
Christian. Ja!
Bodild. Og tage hende til dig?
Christian. Ja, hvad Andet?
Hurtig satte hun Spandene, kastede Aaget af Halsen, og stirrede paa den ærlige Christian. Hun rakte ham Haanden; sagte trak han hende til sig, og uvilkaarligt sank hun i den skiælvende Ynglings Arme. Neppe vaagen af nyfød Elskovs første Henrykkelse fløi hun hiem, for at overraske sin Moder med Glæde; tankeløs lod hun Spandene staae paa Marken. Christian løftede Aaget paa sine stærke Skuldre, og travede med snare Skridt til Hytten, i hvis Dør han modtog den forundrede Gamles eenfoldige, hiertemeente Velsignelse.
A.