Blæsten i vor Skorsteen tuder,
Havens Træ’r saa nøgne staae,
Grenene paa frosne Ruder
Med en kiedsom Larmen slaae;
Dog min Aften ei er lang,
Jeg forkorter den ved Sang.
Snart til mig nu Jørgen kommer,
Varmer sig ved Ovnen glad,
Siger: Glut saa tit i Sommer
“Vi paa Marken sammen sad;
“Marken jeg ei savner her,
“Thi jeg hos min Grethe er.”
Fro jeg Nadver’ da fremsætter,
Kalder Moer og Jørgen til;
Ingen af os fornemt trætter
Hvo til Høibords sidde vil;
Dette negter jeg dog ei,
Helst hos Jørgen sidder jeg.
Naar han stundom Viser synger,
Og jeg hører glad derpaa,
Kierligt mig hans Arm omslynger,
Jeg da sagte hvisker saa:
“Ven! jeg Intet savner her,
“Thi jeg hos min Jørgen er.”
Stormens Hvinen mig da lyder,
Som Claus Gartners Valdhorn mildt;
Og naar Træets Top den bryder,
Saa det slaaer paa Muren vildt;
Er det mig som Trommeslag
Til vor Dands en Foraarsdag.
O! thi ved min Jørgens Side
Alting, Alting er mig Lyst:
Gierne vil jeg taalig lide,
Er det kun ved Jørgens Bryst:
Armod, Kummer taaler jeg,
Gud! fra ham kun skil mig ei.
Moer, o! hør, hvor Hunden støier!
Hører du de Fodtrin hist?
Hvor den Bieffen mig fornøier,
Jørgen, Jørgen er det vist!
Moer, ja rigtigt, ham det er:
Intet jeg nu savner her.
Louise****.