Krigerdaad forgude smaa Mordner,
Nævne den, der slagter Brødre, stor!
Blændede af Flitterstads og Kroner,
Glemme Mennesket i Smigre-Chor.
Haste.
Da Pigerne lærte, kun Dyden var Ære,
At ukunstlet Rødme var favreste Pryd,
At Qvinden i Hiertet bør Venlighed nære,
Og skatte langt over al Skiønhed sin Dyd;
Da Mændenes haarde, men ærlige Sæder,
Jog Skyggen af Mistro fra Svageres Bryst,
Da Møie beløntes med tryllende Glæder,
Ved Reddedes stammende, takfulde Røst;
Da hersked’ i Dannemark Snie den Svage,
De Jarler den Konge behersked’ i Smu;
I rolig Blødagtighed glede hans Dage,
Til magelig Dovenskab stod al hans Hu.
Nu Misvæxt og Hungersnød mordiske droge
Hen over det nyligt velsignede Land:
Forgieves nu Qvinderne Synaalen toge;
Forgieves nedrullede Sveed af hver Mand.
Fortvivlet en Huusmoder vred sine Hænder;
De flittigt-Arbeidende manglede Brød;
Knap zittrende Yngling sin Elskte gienkiender,
Udtæret af Hunger hun ligned’ en Død.
En ømhiertet Moder hist Helvedqval lider,
For Føde de Spæde saa ynkelig græd;
Her døende Olding i Klæderne bider,
Hans Afkom ved Leiet staaer kuet og ræd. —
Den bedste blandt Dannemarks favreste Qvinder,
Var Gambaruk, Mandens og Børnenes Fryd,
I huuslige Glæder fast umerket bortrinder
Det Liv, som den Ædle forskiønned’ ved Dyd.
De raadvilde Hofmænd saa tit hende søgte
Om Raad, naar om Dannemarks Hæder det gialdt.
Hun Grumhed saa ofte med Blidhed bortspøgte
Og viseligt Blikket paa Tingene faldt.
Een af hendes Frænder, Jarl Hogen den Snilde
Kom lønligt i Kammeret til hende ind;
Han talte: “Du seer, det gaaer Dannemark ilde,
“Du seer og, at Haabet bortsuser, som Vind;
“Vor favreste Ungdom mat, halvdød nedsigner,
“Den lider af Hungers udtærende Qval;
“Thi er det jo billigt, at Oldingen blegner,
“Thi vil vi formindske de Svagstes Tal;
“Ei Spæde os ere til ringeste Nytte:
“I Døden de følges med Oldingen maa.”
Hun hurtigt afbrød ham: “O jeg skal beskytte
“De graanende Gamle, de lallende Smaa;
“Og skulde jeg derved end Alting forlise,
“Den nævner jeg Nidding, som stemmer med dig,
“Kun Feige og Svage slig Grumhed kan prise”.
Jarl Hogen her udbrød: “Nu glæder det mig,
“At Kongen jeg spurgte, før til dig jeg talte:
“Jeg sagde nys Folket, han samtykked’ det;
“Hist Fordeel, her Hungersnød jeg det afmalte,
“Selv Oldingen bifaldt mit Forslag saa let.”
Nu Gambaruk Tenen saa skyndeligt kasted’:
Og Nidkiærhed funkled’ i Øinene blaa,
Til sankede Folk hun nu blussende hasted’,
Og hævede Stemmen, og talede saa:
“Sønner, Døttre, siger, vil I tage
“Livet bort fra dem, der skienkte det?
“Saa I vil hver Følelse bortjage,
“Glemme reent, hvad der er godt og ret!
“Gyser, skiælver! Eders Mødre dræbe,
“Som for Eder Livet vovet har,
“Lade dem til Død, til Grav henslæbe,
“Dem, som Eders Barndoms Værger var’!
“O! naar grusom Kriger Sværdet letter,
“For at støde det i Moderbarm;
“Sønner! Eder da til Værge sætter,
“Døttre, klynger Eder ved hans Arm!
“Skuer da den ædle, rynkte Pande,
“Og det skiønne, blanke, sølvgraae Haar;
“Tænker: Døende hun maa forbande
“Dem, som hun forsøded’ Livets Vaar.
“Ei hun tænkte det, da hun dig savned’,
“Og det første Moderkys dig gav,
“At det Barn, som aldrig Pleie savned’,
“Skulde styrte hende i sin Grav.
“Eders Fædre, som i fordum Dage
“Stred’ saa kiekt for Konge, Folk og Land,
“Vil I nu aftvinge første Klage,
“Grumme Børn! som Fædre dræbe kan!
“De, som ellers Farer kiekt foragte,
“Skiælve kun for Død af Eders Haand;
“I, som Fædernavn selv eftertragte,
“Sønderriver ei Naturens Baand.
“Dog — o Skræk! I Grumme vil jo dræbe
“Eders Afkom: — iisner Blodet ei?
“Døer ei Ordet paa den kolde Læbe,
“O jeg veed det, Moder selv er jeg!
“Danneqvinder, vil I Eder nære,
“Ha! med Børns, med Mødres, Fædres Blod;
“Vil I Eders Pligt af Dyr da lære,
“Løven selv er ved sin Yngel god.
“Pelikanen med sit Blod jo føder
“Al sin Afkom, rødmer, blues kun;
“Eders Afkom, skuer, hvor den bløder,
“Hvor den skiælver, rækker kiælne Mund;
“Zitrende sig tæt til Eder klynger,
“Spørger ømt: O Moder er Du vred?
“Eder da med spæde Arm omslynger;
“Men omsonst, — man den dog hugger ned!
“O I gyser, Søstre! Danneqvinder!
“Lad min Røst til Eders Hierter naae,
“Lad mig vorde Haardheds Overvinder,
“Sparer Gamle, sparer Eders Smaa!
“Unge Mand! drag ud til andre Lande,
“Kiøb Dig ikke Helved-Borgerret,
“Lad ei Faders, Moders Røst Dig bande,
“Flye Misgierning! viis Dig Ædles Æt!
“O! men kan min Bøn ei Eder røre,
“Vil I skue Blod og Graad og Suk!
“Vil I Morderstaal mod Afmagt føre;
“Grumme! dræber da først Gambaruk!”
Hun standsed’, og skued’, hvor Taarerne runde,
Hos Qvinder, hos Mændene strømte de ned,
Mens Blusel og Anger dem Læberne bunde,
Fnøs Hogen, dog feig han sin Harme indbærd.
Først Alle de hvisked’, tilsidst de udbrøde:
“Vi lyde, o Ædle! vi lyde dit Ord,
“Ei Mødre, ei Fædre, ei Spæde skal bløde,
“Vi Tærningen kaste paa Fædrene Jord;
“Hvo Lodden da rammer, han strax skal bortdrage
“Til fremmede Lande, ei klage han kan;
“Den skiønne Tilfredshed dit Hierte vil smage,
“Du redded’ fra Niddingers Idræt dit Land!”
De ginge til Hiemmet; nu Gambaruk iled’,
Milde Glæde da straaled’ af hvert hendes Blik,
Den følgende Dag, da end Børnene hviled’,
Det ønskte, det velkomne Budskab hun fik:
“Nu Dannemænd droge til fremmede Lande,
“Din Frænde Jarl Hogen iblandt dem og er,
“Sit Forslag, din Kiækhed han hørtes at bande;
“Men Alle dig offre Velsignelser her.”
Din Aske, o Gambaruk! hædret skal være,
Og sildigste Slægter skal elske dit Navn,
Og evig din Idræt, o Ædle, skal lære,
At hver, som det ønsker, kan virke til Gavn.
• • •
Danske Søstre! før var det vor Hæder,
At afværge lav og nedrig Daad,
At fremlokke de Fortrængtes Glæder,
Ømt og kierligt at borttørre Graad!
O! vi jo fra ædle Qvinder stamme,
Deres Daad var modig, høi og stærk,
Ædel Stolthed bør i Hiertet flamme,
Naar vi skue, prise deres Værk.
Navnet Dansk vi stedse værdig’ blive,
O! vor Fryd, vor Hæder være det!
Tit det skal os Kraft og Ømhed give,
Tit det skal betrygge Pligt og Ret!
Louise****.