Duo.
Paa Marmortrin en Olding sad,
Var træt, og skialv, og hungred’ saare;
Hans Øie glindsed’ ei af Taare,
Hans Læbe tav, hans Aasyn bad:
Han fik kun Vredes Ord, ei Brød,
Og derfor tav han i sin Nød.
Chor.
Salig hver, hvis Hierte bløder,
Naar han den Fortrængte møder!
Den, som kierlig giver, naar han har,
Er Alfader dyrebar.
Duo.
En gammel fattig Qvinde kom,
Og satte sig ved Mandens Side:
Guds Fred hun bød, og saae ham lide,
Og fandt med Suk sin Pose tom;
Dog end en Krumme var i den:
Hun gav den Olding Krummen hen.
Chor.
Salig hver, hvis Hierte o. s. v.
Duo.
Da rørte Mandens Læber sig,
Og Taarer styrted’ fra hans Øie:
“Den Rige kold fornam min Møie,
“O Gud! den Arme qvæger mig!”
Han kraftløs rakte Haanden ud,
Hans Røst gientog: “Dig lønne Gud!”
Chor.
Salig hver, hvis Hierte o. s. v.
Duo.
Da gik en Riig forbi de To;
Hans’ Hierte blødte for den Arme:
“O! jeg vil mætte, klæde, varme!
“O! kommer, aander, døer i Ro!”
Saa taled’ han, og Ro de fik,
Og i hans Arm de heden gik.
Chor.
Salig hver, hvis Hierte o. s. v.
Duo.
Gud smiled’ fra sin Himmel ned,
Og kierligt paa den Rige tænkte:
Med runde Haand han Manden skienk’de
I Livet Held, i Døden Fred.
Saa skal hver Armods hulde Ven
Faae tusendfold af Gud igien.
Chor.
Salig hver, hvis Hierte bløder,
Naar han den Fortrængte møder!
Den, som kierlig giver, naar han har,
Er Alfader dyrebar.
Haste.
