Sangpaa en Venindes Fødselsdag.I Lunden sølvklar Bækken rinder Med blomsterkrandset Bred;Den Bæk en mødig Vandrer finder, Ved den et Hvilested.Hans trætte Øie fryder sig;Thi den er ynderig.Saa mangen Ædels Dage flyde, Som Bækken, stille frem;Livsaligt er det Syn, de byde Enhver, som skuer dem:Sin egen trange, haarde VeiMan tit da mindes ei.Til Dig slig Held, Veninde, smilte; Og Du fortiener den.Af den ledsaget, for Dig ilte Et Aar nu atter hen;End mange, mange bie Dig,Og see Dig lykkelig!Den unge Vaar nu blid fremtræder I Haabets skiønne Dragt;Den mælder os Naturens Glæder Med Sang og festlig Pragt.Men Dagen, som os samled’ her,Giør Vaaren dobbelt kiær.E. C—l.