Der er en ung Kone, heel munter og glad;
Det volder, hun kiender ei Nag eller Had.
Det skyldfrie Hierte for Kummer er frit;
Thi hopper hun nynnende: dit dit didl didl dit!
Den skielende Misgunst (hvor er ikke den?)
Tør sige: “hun driver med Fias Tiden hen.”
Nei, Lethed i Arbeide formaar saa vidt,
Der spares nok Tid til dit dit didl didl dit!
Med syngende Lærke Marie opstaaer;
Til Syssel, til Gierning med Glæde hun gaaer.
Saa snart hun med Ære det Arbeid er qvit,
Hun hopper og nynner dit dit didl didl dit!
Vidunder hun giør med den skabende Naal,
Og naar hun har opnaaet tilsigtede Maal,
Kun Nid da kan vrage, hun smiler saa blidt,
Og hoppende nynner: dit dit didl didl dit!
Hun selv i sit Kiøkken til Skorstenen gaaer;
For Ilden, som blussende Rose, hun staaer.
Men naar hun saa troelig, som Maren, har slidt,
Hun hopper og nynner: dit dit didl didl dit!
Da elskede Brudgom gav hende sin Haand,
Hun signede rørt det forønskede Baand;
Saa med ham spadsere, og kyses vel tit,
Og hopped’ og nynned’: dit dit didl didl dit!
Lyksalig den Møe, som fortroelig med Dyd,
Seer Pligterne blanded’ med reneste Fryd,
Som tryg i sin Uskyld fornøier sig frit,
Og hoppende nynner: dit dit didl didl dit!
Tit Lykken bereder en truende Dyst:
Held dem, der forvandler hver Smerte til Lyst,
Der glemmer hver Fare, hun har overstridt,
Og hopper og nynner: dit dit didl didl dit!
Marie, din Munterhed svigter dig ei;
De qvægende Blomster den strøer paa din Vei.
Man smittes af Lyst, naar du smiler saa blidt,
Og hoppende nynner: dit dit didl didl dit!
Tode.
