Slöret(Et græsk Sagn.)Festlig bredte sig Faklernes Glands fra kneisende Höisal,I den dæmrende Nat, da Ikarios, Hövding i Sparta,Fæsted sin Datter bort, den yndigtrödmende Jomfru,Penelopeia med hviden Slör til Drotten Odysseus.Hundrede Harper klang i den kölige Nat, medens MaanenIled med Jomfrugang i den skyfri Luft over Himlen,Smilende mildt til Pigernes Chor, der dandsed i Rækker,Rundt under Fakkelglands, mens de sang de skiönneste Sange.Men da Natten var endt, og den rosenkindede EosSteg fra ægæiske Strand henover de östlige Höie,Vaagned den sindrige Helt, den behændige Konning Odysseus.Stötted sig tankefuld til sin Haand, dog ei længe han dvæled,För han fra Leiet opsprang, samt axled den prægtige Kjortel,Kastede Kaaben omkring sin Barm og omspændte sin Glavind.Derpaa befaled han Svendenes Flok med Iil at fremdrageDen letrullende Vogn, der paa Kobberhjul sig bevæged.Selv han til Stalden gik, hvor de rigeligtnærede HesteStode med stærken Hov, og rysted de vaiende Manker.Lidet kun bröd sig den övrige Flok om Konningens Ankomst,Tvende dog kjendte ham vel, samt dreied de smidige NakkerRundt ved ham Trin; dem i Fordumstid ham Ikarios skjenked.Derfor han elsked dem höit blandt Gangernes Flok, og han vaskedTidt i klareste Vand de rigtnedfaldende Manker;Tidt han hented dem selv det saftige Klöver, der voxerBag Taygetas Bierg i Dalen dybt, hvor EurotasEvig det deiligste Græs forfrisker med rullende Bölger.Spiiltougenderne löste han nu, men Gangerne fulgteFrivillig Drottens Fied, og han spændte dem begge for Karmen,Derpaa med höien Röst han kalded Ikarios Datter.Flux Penelope hörte den kaldende Drot, og hun adlöd;Med behændige Fjed fremtreen den herlige Jomfru,Artemis liig, hun stod paa den grønsværdækkede Gaardsplads,Tankefuld med et Suk og betragted den græsrige Fielddal,Hvor i de lethenglidende Barndomsdage hun leged.Aldrig meer hun skulde den see, thi med Helten OdysseusDrog hun nu bort til et ukjendt Land, der sig skjuler bag Bölgen.Ogsaa Ikarios kom, thi den valmukrandsede SlummerKrysted i Favn ham kortere nu, end den pleied i Fordums-Tid, naar han træt hjemvendte sin Fod fra Jagt eller Krigstog.Men da han Gangerne saae og den inderligtelskede Datter,Der ham favned med Graad, da blegned hans mandige Kind, ogOrdene flöi af hans Mund, liig en Vinterstorm over Heden.„Rænkefuldeste Mand! thi aldrig sagde du forhen,At du til Ithakas Öe vilde strax hiemföre min Datter.Hvor Sandfuglene skriger i Sky, hvor den gjöende SælhundTidt opklavrer paa Land, for at flye den sorte Poseidon;Alle de Havuhyrer, der fostredes af Amphitrite,Driver hun rundt om din Öe, hvor Vinden evindelig suser.Selv den tidseltyggende Ged med Forfærdelse seer dem,Naar den springer fra Steen til Steen paa höie Neriton.Bedre det visselig var at færdes i qvægrige Sparta,Ved Eurotas, den hellige Flod, hvor Bierne sværme,Hvor krumhornede Oxer i Klövermarkerne vandre,Mens de vælige Föl, med Halen höit, og med Manken,Flagrende vildt heniler i Flok til den herlige Flodseng.”Ham gjensvared med Iil, den behændige Konning Odysseus:„Rigeligtmalkende Köer, der i Flok omvandre paa Sletten,Eier du visselig her i fieldombeltede Sparta,Ved Eurotas, den hellige Flod, hvor Bierne sværme.Mig behager dog meer det skovomkrandste Neriton,Hvor Vandfuglene skriger i Sky, og den gjöende SælhundTidt opklavrer paa Land, for at flye den sorte Poseidon;Mig behager langt meer den i Kreds sig dreiende Svale,Der omflagrer min Borg, og de tidseltyggende Gedder,Der opklattre fra Steen til Steen mellem Ithakas Fjelde.”Saa han talte, da nærmed sig langsomt Penelopeia;Begge den herlige Vogn besteeg, og med lösnede TömmerHestene traved saa let, som den Vildt opsporende Jagthund,Naar bag skaldede Green den Artemis viser et Daadyr.Nær Lakedaimon en Lund man seer, hvor den hellige FlodgudMed ustandselig Kraft fremvælter sin Ström, for at lædskeDen veifarende Mand og de Hiorde, der græsse paa Sletten;Höitopstræbende Popler danner om Kilden en Halvkreds,Mens den smidige Vandpiil helder sig ned over Bölgen.Men da Odysseus saae de evindeligsusende Popler,Dreied han Tömmen omkring, og forlod bestövede Landvei,Thi forsmædelig Törst ham drev mod den hellige Kilde.Men da Törsten var slukt, og igien han nærmed sig Veien,Saae han en ilende Fiirspændsvogn, hvorom Stövet sig hvirvled,Liig den hvidgraa Dunst, der fra Solnedgang og til MidnatVælter sig langsomt frem over Moser og fugtige Engbund.Paa den prægtige Vognstol sad i skinnende KiortelDrotten Ikarios; selv han styred de vælige Heste.Men da han nærmere kom, han Tömmerne dreied behændig,Til de rullende Hiul ved Siden löb af Odysseus,Da fra den straalende Vognstol höit han hæved sin Stemme.„Du, som jeg elsked saa höit, som Jorden det hellige Dagslys,Vil du forlade mig nu, da meest jeg behøver dit Selskab?Ei kan det glæde mig da, min herlige Hiord at betragte,Ei de rödmende Bær i Morbærlunden at plukke,Ei at hvile ved rislende Bæk, hvor de salige NympherSamles ved Midnatstid, for i Ring at dandse paa Sletten;Visne vil jeg da snart, som den höitopklattrende Vedbænd,Naar den rives fra Barken lös, hvor den grönnedes forhen,Herlig at skue for Mænd, og til Fryd for springende Geder.”Inderlig græd Penelope da, og strakte sin Arm udMod den herlige Drot, Odysseus taug og med SvöbenDrev han de vælige Gangere frem, saa Hiulene gnistred.Atter Ikarios hæved sin Röst, men Stövet sig hvirvledHöit bag rullende Hiul, og skiulte de mægtige Vognspor.„Aldrig Penelopeia, du forhen viste mig Haardhed,Og jeg fortiente den ei, thi jeg trofast vogted din Barndom,Men nu favner mig snart den hæsligtblikkende Dödsmö.Da kan du reise til Ithakas Land, thi vandrer jeg engangOver Forfærdelsens Eng, hvor den rædsomme PersephoneiaStirrer paa mig, da svinder Tanken i Barm, og jeg glemmerHurtig i Skyggernes Kreds hvad her bevæged mit Hjerte.”Inderlig græd Penelope da, og strakte sin Arm udMod den herlige Drot, men Odysseus taug, og med SvöbenDrev han de vælige Gangere frem, saa Hiulene gnistred.Atter Ikarios hæved sin Röst, mens Stövet sig hvirvledHöit bag rullende Hiul, og skiulte de mægtige Vognspor.„Er da meer uböielig du, end Aidos Behersker?Ham dog rörte den thrakiske Skjald, der til Erebos nedstegEfter sin elskede Viv, men du er jo haard som en Klippe.Vil Du ei höre mit Ord, velan da jeg drager tilbageTil mit eensomme Hiem, for at vente den iiskolde Dödsmö.Ingen Beslægtet fölger mig da, ingen grædende JomfruSkærer en Lok af sit Haar, for at smykke min afsides Grav, kunRegnen og Duggen skal græde for mig, og Bjergenes NympherSkal beplante min Grav med vild Cypres og med Hvidtiörn,Maanen skal skienke den Lys i sildige Nat, medens StormenSukkende farer forbi, men stum er Penelopes Tunge!”Intet Penelope svared, men vendte sit Blik mod Odysseus.Dragende dybt sit Veir; da standsed han Vognen, og udbröd:“Vel, du mægtige Drot, du fast bevæger mit Hjerte,Sielden det gavner en Mand med Magt at tvinge sin Hustru.Lad da Penelope selv, den Herlige, vælge sin Lod, thiOfte taler en styrende Gud fra Qvindernes Læber.Vil hun svigte den Mand, hun valgte nys i sin Ungdom,Da maa hun drage med dig til fieldombeltede Sparta,Jeg dog fölger dig ei, mig binder usigelig LængselFast til Ithakas Öe, hvor Bölgerne, sorte som Bly, sigVælte mod Strand, thi der jeg skued det herlige Dagslys.”Ængstelig vented Ikarios nu og Helten OdysseusDen afgjörende Stund, naar Penelope valgte sin Skiebne.Men hun rödmed og taug og vendte sit Blik mod Odysseus,Skovduen liig, der iilsomtflyvende kæmper mod Stormen.Vingernes Slag og det higende Hierte driver den fremad,Men tilbage den driver igien den susende Stormvind.Saadan vakled Penelopes Sind, thi hun inderlig önskedAldrig at svigte den Mand, hun valgte sig nys i sin Ungdom;Oldingen elsked hun dog, og den vidtsigstrækkende Fielddal,Hvor i sin Barndomstid, beskiermet af Skovenes Nympher,Ofte hun vandred paa vildsom Sti ved Eurotas Flodbred.Helten Odysseus greb da den Tvivlendes Haand, og han udbröd:“Ei dig tvinge jeg vil, skiöndt af Attraa banker mit Hierte.Derfor sige du frit, om den mægtige Viv, AphroditeDriver dig med ustandselig Kraft mod Ithakas Fieldöe,Eller til Sparta fölge du vil, hvor Ikarios venterDen besnærende Gud Hermeias, hvem Siælen maa fölgeOver Okeanos Ström til den evigdæmrende Slette,Hvor Asphodelosblomsterne groe med det höie Granattræ,Hvor, som Taager i Höst, omflagre de flygtige Skygger.”End Penelope rödmende sad, dog pludselig vakteEros, den mægtige Gud, i Hjertet en hellig Beslutning.Frem hun strakte sin Haand mod det höitopviklede Slör, ogFolded det ud, saa det dybt nedsank i mangfoldige Bugter,Over Aasyn og Blik, dog rödmed hun end giennem Slöret,Fuldmaanen liig, naar den rödmer bag Sky i den sildige Vaarnat.Vel begreb nu den aldrende Drot Penelopes Mening,Og han trygled ei meer, men vendte sin Vogn imod Sparta;Men hvor det dybtnedfaldende Slör havde skiult hendes Öine,Kneised en Stötte snart til Blufærdigheds hellige Guddom,Hugget af Marmorsteen, som et Minde for kommende Slægter.C. Hauch.