Det er saa smukt, naar der gaae Börn i Hjemmet,
En evig Juleglædes muntre Lyst;
Naar Barnet hviler ved sin Moders Bryst,
Har Kjerlighedens Pant dens Lykke fremmet.
Og naar den voxer, denne Vaarens Blomme,
Naar Lallen bliver Tale, Kryben Gang, —
Hvad er da Lærkens förste Foraarssang,
Og Svalerne, som huusvant atter komme,
Og Storken paa sit Tag og i sin Mose,
Og Bögekronen med sit lyse Blad,
Og Markens Blomst, der smykker sig saa glad, —
Mod denne Vaarforkynder, Dronningrose?
Det er Naturens store Mesterstykke,
Og har, som intet Andet, Glæder i sin Favn;
Hvad Kraft og Evne Livet giver Navn,
Hos Barnet i dets Svöb alt ukjendt bygge.
Og alle disse Kræfter, Sjelens Evner
Udvikle sig i Fylde Dag for Dag,
Og bringe til den lille Boligs Tag
Et Trylleri, naar de til Minni stevner.
For ingen Tanke det Henrundne svæver
Saa klart, saa elskeligt i Sind og Hu,
Som der, hvor, Fader! og hvor, Moder! Du
Dit eget Liv med dine Börn gjenlever. —
Ej flere Træk mit Maleri behøver,
Thi hvert et Offer, som blev Barnet bragt,
Har helligt og med Sandheds Kraft udsagt,
Hvad Trolddom Kjerlighed til Börn udøver.
Men der er Steder, hvor kun Lykkens Rige
Sit Jordlag laaner, ej sin Himmels Blaae;
Hvor disse Heldbebudere, de Smaa,
Paa Moders Skjöd maa höre Sukke stige.
Ej nok, at Brödet kun er knapt beskaaret,
Hvor Nöjsomhed og Tarvelighed boe; —
Det fjerner ikke Faderhjertets Ro,
At han til Dagens strenge Værk er kaaret; —
Men der, hvor selv det Tarvelige svigter,
Naar tvende Hænder kun til Arbejd gaae,
Og Hustruen maa dog i Hytten staae,
Mens Nöden voxer, skjöndt hun fremmer Pligter;
Der graaner Himlen, der er Lykken Kvaler,
Der sidder Moderkjerlighed i Graad;
Hun plejer Glutten, men paa Livets Baad
Ej Haabets Sol den Banges Sind husvaler;
Dens Straaler ej til hende kunne smile,
For Konens Syssel er en Skranke sat:
I Hjemmet maa hun værne om sin Skat,
Ej fra sit Barn hun kan til Arbejd ile.
Da blev det Kummers Tröst, at ej vi meente,
Vor Kjerlighed saa snevre Grændser fik,
At kun velsignende dens Engel gik,
Hvor Blodets Baand med hellig Lyst foreente;
Den er en Aand, som sine Vinger spreder
Saa vide Jordens Kreds er Livets Hjem,
Og som dens Fjed kan kalde Glæder frem,
Den om de længst fremkaldte venligt freder.
Den byder Moderen sin Dör at lukke,
At fölge Manden og til Arbejd gaae;
I fremmed Varetægt skal hendes Smaa
Ej savne Plejen, mens for Bröd de sukke.
Hen til Asylet gaaer i Morgenstunden
Den lille Dreng og Pige med sin Kurv;
Som Himlen sörger for hver ringe Spurv,
Er der for Mennesket en Arne funden.
Der tager Kjerlighed imod din Datter,
Der plejer Kjerlighed din lille Sön,
Og Du skal nyde rigt din Möjes Lön,
I Nadverkvelden skal I samles atter.
Med barnlig Glæde skulle de forkynde,
Hvor mangen Broer og Söster der de fandt,
Hvor hurtigt Dagens Timer for dem svandt,
Hvor södt de blunded paa det blöde Hynde.
Og med Veltalenhed, Naturens Gave,
Mens nu et dobbelt Hjem de have kjert,
Skal de fortælle Alt, hvad de har lært,
Og hvor de leged i den lille Have.
Nu Aftnens Timer skulle bedre rinde
For Faer og Moder, selv i fattigt Hjem,
Mens midt i Glæden sendes Tak til dem,
Der lode Smaabörn Tilflugtsstedet finde.
Ej nogen Skjerv er Kummers Sön for ringe,
Dog alle Gaver Hjertets Dyb ej naae;
Men naar Du kjerligt sörger for hans Smaa,
Da vil Du Freden til hans Hytte bringe.
Nikolaj Krossing.
