Carsten Hauch (1790–1872)

Hvorfor hvælver sig Himmelblaaet

Saa uforstaaet?

Hvi stræber det op i den dristige Bue,

Saa selsom at skue,

Og sænker sig atter i Søen ned?

Mon Bølgen det veed? —

Du vilde Bølge!

Du ei det fordølge!

Men den gaaer rolig

I stillen Bolig,

Og blinker og vinker snart mild og snart vild.

Snart er den hvidlig, og snart er den graa,

Snart er den atter som Himlen blaa;

Hvo kan vel giette,

Hvad Farve egentlig er den rette?

Ak kunde du, Menneske, dog forstaae

Os Bølger smaa,

Den himmelske Lyst,

Hvormed vi os tumle i Vaar og i Høst,

O! den vil sprænge det fulde Bryst,

Derfor maae vi bruse,

Naar Vindene suse,

Vindene ere vor Glædes Røst.

I Elskov og Vellyst vi smelte og døe,

Stedse os følger den elskede Mø.

Stedse omvanke vi Arm i Arm,

Stedse hensvæve vi Barm ved Barm,

Snart vi i Afgrundens Dyb monne gaae,

Snart atter tage vi Vinger paa,

Stige i Luften som Draaber smaa.

I Skyernes Krands

Vi sidde, og vente den selsomme Dands;

Mange tilsammen i flyvende Klæder

Vi Engene væder.

Dugperlen hænger i Træernes Grene,

Snart vi os sprede, og snart os forene.

Saa vilde vi vanke,

Og synke og stige.

Os Vindene sanke,

Paa susende Vinge,

De hurtigt os bringe

Til fiernede Viv.

O! det er et Liv,

Vi kan det ei sige.

O! lokker dig ikke det kølige Bad?

O! bryd dine Lænker, og Jordlivet lad!

Kom, kast dem, og sænk dig i Bølgernes Rige!

I Drømme fra Dybet, o bølger Eder blødt,

Og synger saa videre; I synge saa sødt!

Jeg er Jordens Phantasie,

Stræber mod det Fierne gierne.

Jeg er Livets Poesie,

Længsel, der har brudt sit Fængsel.

Derfor gaaer min dunkle Bølge,

Derfor er min Vinge blaa,

Øiet kan mig ikke naae,

Blikket kan mig ikke følge.

Spreder Natten ud sit Seil,

Funkler jeg, et magisk Speil.

Mange underlige Lande

Svæve i de fierne Vande.

Hvad du aldrig før har vidst,

Kan du i min Hvælving skue.

Dristig svæver op min Bue,

Som en Drøm fra Livet hist.

I mit dunkle fierne Rige

Underlige Fødsler stige,

Sorten Sky og Stiernen rød

Springer af mit Moderskiød.

Dog, du er et Jordens Kryb;

Ak! du kan mig aldrig fatte,

Dine Phantasier matte

Svimle ved det store Dyb.

Liig en Plante kold og mørk

Staaer du i en eensom Ørk,

Kiender lidet kun til Livet,

Dog blev Manden Kraften givet,

Vældigt maa hans Hierte slaae,

Dristig maa han opad stræbe,

Alle Former maa han dræbe,

Og hans Farve blinker blaa.

Qvindens er den luerøde,

Hun er svag og hun maa bløde,

Han er stærk og han maa stride.

Vær en Mand, og søg det Vide!

Lær dit Indre at forstaae!

Sving dig over Jordens Rige,

Som en Fugl du op maa stige,

Som et Blink i Æthrens Blaa.

„Lær dit Indre at forstaae!

Bliv et Blink i Æthrens Blaa!“ —

Ja! du hellige Natur,

Engang skal det Ydre svinde,

Sluppen af mit Fangebuur,

Jord skal ikke meer mig binde.

Som en Fugl til Himlen op

Bære skal mig Nattens Vinde,

Bølgedyb og Bølgetop

Køle skal de Længsler linde.

Høit vi i det Dunkle funkle, røde vi i Natten staae,

Vandre om hverandre rolig; Aander monne Væven slaae.

Alt hvad der er Livet givet, hvad de stræbte, fandt og saae,

Talte, malte første Øie, der til Himlen monne naae.

Mærke maatte da de Stærke, at den Evige var nær,

Naar de røde Syner lyner, staaer han atter blandt os her.

De det Digterevne nævne, o! men det er meget meer,

Bølgen blinker, vinker Blikket. Blikket op mod Æthren leer,

Fuglen synger, gynger Grenen, Vinden gaaer i Nattens Siv;

Aldrig hvile, opad ile alle Toner, alle Liv.

Tanken sine Vinger svinger, mange underlige Sprog,

Dog er Øiet sløvet, døvet, lukt Naturens store Bog;

Thi af Former hildet, vildet, seer du Kampe kun og Krig,

Troer, vi ei hverandre fatte, maatte leve hver for sig;

Og dog har sig alting fundet, bundet er det dybe i Jord,

Hvor Magnetens Tunge risler, hvisler mellem Syd og Nord;

Og dog mangler ingen Stierne i vor fierne lyse Hær,

Alle med hverandre vandre, og sin egen Bane hver,

Hver en enkelt Lyd allene, kun Betydning i os boer,

Naar vi alle os forene, funkle i et fælles Chor;

Mens vi glimte blidt for Øiet, føiet i det store Træ,

Mens de vide Grene svinge, springe Frugter frem i Læ,

Modnes Verdner, seile, speile mildt sig i den dunkle Strøm,

Liig et herligt Digt de stige, vige liig en natlig Drøm.

Op fra Barmen svæver Længsel, op fra Jorden Himlen blaa,

Sangen op fra Læbens Fængsel, alle monne sig forstaae.

Toner, Stierner, Elementer, Lysets Funklen, dunklen Jord:

Samme Chiffer alle male, tale ud det store Ord,

Kiærlighed i Støv nedsteget, men det er Hans eget Navn,

Og det Træ, som hist vi væve, hvor vi svæve Favn mod Favn,

Liv de nævne det og Tiden, viden gaaer dets vilde Glød;

Liv vil i det Indre tindre, Grændsen nævnes Tid og Død.

Naar de modne Kræfter byde, bryde Grændsen vi med Magt,

Aanden skal i Glands fremstræbe, dræbe Tiden uforsagt.

Vil i Død det Ydre svinde, rinde skal den indre Flod;

Kraft med Phantasie skal findes, bindes ei det vilde Mod,

Aldrig meer skal Livet længes, trænges aldrig meer i Steen,

Alt skal opstaae fra det Døde, Siælen gløde dobbelt reen.

Bryder Eders Former da, I Tider!

Medens Kræften mod hverandre strider,

Mens det Gamle vil det Nye modstræbe,

Skal det Endelige selv sig dræbe.

Ja! Natur vil Grændsen haane,

Vil i Luft og Æther blaane,

Stolt i Biergets Krands sig hæve,

Dristig op i Fuglen svæve.

Men naar ei du brister, Form,

Klæder den sig vildt i Storm,

Ryster ved de faste Skranker,

At den gamle Bygning vanker,

Jorden er i Sø begravet,

Luer vanke dybt i Havet,

Alt de sluge hvad de naae,

Falde maa hvad ei kan staae,

Synke maa det gamle Rige,

At det Nye kan atter stige,

Kæmpe, døe maa Rum og Tiden,

Elskov flammer høit i Striden,

Og af Mørket stiger Lys;

Thi hvor vi see Kamp og Døden,

Luer hisset Morgenrøden,

Seirer over Nattens Gys.