Konstens Magt
(Et Sagn.)
(Et Sagn.)
Hist i Sydens Marmorsale,
Hvor paa Konstens rene Læbe
Sig Naturens Kraft mon stræbe
Stærk og hellig at udtale,
Hvor Helleners Guder høie
Atter vække Konstens Øie,
Hugget af den kolde Steen
Stod Apollo hvid og reen.
I den kolde Steen vel sender
Konstens Aander Guddomssaft;
Høit den flammer, stærk den brænder,
Hiertet hylder Konstens Kraft:
Men ei Marmors kolde Aarer
Føle Kraften, i dem boer,
At den Blomst, som fordrer Taarer,
Selv af Marmorhiertet groer!
Saadan stod det Guddomsbilled
I sin Ungdomsfylde stærk,
Hist som Konstens Barn opstillet,
Syntes dog et Guddomsværk!
Lyrens Streng selv syntes klinge
I den skiønne Ynglings Haand,
Og paa Harmoniens Vinge
Tolke Gudens høie Aand.
Didhen treen den unge Pige
Ved sin gamle Faders Arm:
„Her min Datter! mon’ nedstige
„Guderne fra Himlens Barm!
„See den unge Gud, hist stander,
„Med Sølvplektren Lyren slaaer!
„Taarer paa hans Kind sig blander
„I hans Ungdoms Gudevaar!
„Seer du Lauren om hans Tinde,
„Ak! hvor kold og dødlig stiv!
„Kunde vordet en Gudinde,
„Aanded fordum Kraft og Liv!
„Kold hun hørte Himlens Søn:
„Derfor falmed Rosens Gløden,
„Blegnet sank hun hen i Døden,
„Blev saa til en Laure grøn!“
Pigen stander bleg og rød,
Paa den skiønne Gud hun stirrer;
Brat sig Tanken da forvirrer,
Ei hun hører Dafnes Død.
Hun i Gudens Øie seer,
Læser der de Himmelskrifter;
„Tiden ei min Kraft bortvifter
„Jeg er meer end Steen og Leer!“
„Ja! jeg er en Himlens Gud!
„Døden ei min Kraft kan binde!
„Vil du vorde min Gudinde,
„Jeg dig vier nu til Brud!
„Lauren har jeg til din Krands,
„Unge Brud! den ei kan svinde,
„Blomstrer evigt om din Tinde
„Hisset i Olympens Glands.“ —
„Ræk mig, Datter! hid din Arm!“
Gubben bød; men Gudens Billed
Dybt i Pigens Flammebarm
Stod som Elskovs Gud fremstillet;
Blussende, med nedsænkt Blik,
Bort fra Konstens Hal, ugierne,
Fra sin hulde Elskovsstierne,
Ved sin Faders Arm hun gik!
Did hun atter iilte fro,
I sin Guddoms Øie skued;
Svor ham evig Huld og Tro,
Stærk paa Kinden Rosen lued,
Og for Gudens skiønne Fod
Ned hun knæler, ømt den favner,
Livets friske Glød den savner,
Isner Pigens Flammeblod.
Vildt hun stirrer paa sin Gud:
„Ha! jeg staaer i Konstnersalen!
„Viet har du mig til Brud?
„Ak — og skienker Dødningqvalen?
„Est du kold? kun Marmorsteen?
„Ja! — thi Elskovs sande Hyrde
„Bringer Kiærlighedens Myrthe,
„Ei Triumfens Laurbærgreen!“ —
Taarens Væld sig aabnet brat,
Men i Gudens Øie skuer
Ei hun nu de Straaleluer:
„Jeg er meer end Konstens Skat!“ —
Dog hun stiger fra hans Fod,
End hans blege Læber kysser,
Intet Tvivlen dog indysser: —
Men da isner Pigens Blod.
Og til Evighedens Borg
Løftes hun paa Søvnens Vinge,
Vaagned ei til Jordens Sorg
Da fra Himlen Stierner ginge!
Konstens Gud dybt i vor Barm
Livets høie Flamme tænder,
Seer han Tvivlens Fakkel brænder,
Dræber han med Dødens Arm!
N. Søtoft.