Nicolai Søtoft (1790–1844)

Søtoft, Nicolai Bierfreund, 1790—1844, Forfatter, var Søn af Bager i Assens Niels S. og blev født der 31. Marts 1790. En kort Tid gik han i Vordingborg Skole og senere i Nykjøbing Skole paa Falster, hvor han sluttede Venskab med Poul Møller. Efter at han i 1811 var bleven Student, tog han i 1816 theologisk Embedsexamen. Fra disse Aar stamme «Romantiske Digte» I (1815), hvori der findes et Skuespil i metrisk Form, «Ingeborg og Frithiof», mindre Digte osv., og den satirisk-fantastiske Komedie «Aandernes Maskerade, en Vinternatsdrøm» (1816), i hvilken Digtning han paa romantisk Grund holder Revue over Datidens æsthetiske Liv; han angriber Baggesen, Ingemann, Grundtvig osv., men forherliger Oehlenschläger; selv stiller han senere dette Arbejde op som Pendant til Baggesens «Gjengangeren og han selv» og Heibergs «En Sjæl efter Døden». 1817 udnævntes han til resid. Kapellan i Kjøbelev og Vindeby ved Nakskov. I 1818 ægtede han Dorthea Elisabeth Ramlau (f. i Vordingborg 18. Jan. 1795, † i Kjøbenhavn 24. April 1867), Datter af Bager August R. og Marie Elisabeth f. Jantzen. Fra Kjøbelev udgav han «Altarblade og Gravliljer» I—II (1819—20), «Sommerfugle», en Samling originale Smaafortællinger (1821), «Leonardo og Blandine», en Tragedie, hvis Sujet var hentet fra Bürgers bekjendte Ballade (1821), «Christian IV’s Dom», et fædrelandsk Skuespil (1821), «Kirkens Band», et Ridderskuespil (1822; omarbejdet og forkortet 1825 under Titelen «Hildegard v. Hohenheim ell. Kirkens Band»); «Jærnmasken», et skotsk Skuespil (1823; skrevet 10 Aar tidligere) og «Daniel Rantzau», et fædrelandsk Sørgespil (1823). Af disse opførtes 1822 «Christian IV’s Dom» paa det kongl. Theater, og skjønt det er svagt i Kompositionen, gjorde det dog ved et Par gode Karakterskildringer, sin Inderlighed, sit naturlig-poetiske Sprog og sin nationale Tone en ikke ringe Lykke, især maaske fordi det blev udmærket spillet, hvorimod det, da det 17 Aar efter førtes frem af Heiberg, kun opnaaede 5 Forestillinger. I 1825 opførtes «Hildegard v. Hohenheim» paa det kongl. Theater, men gik kun 3 Gange over Scenen.

I 1823 blev S. udnævnt til Sognepræst i Præstø, hvorfra han udgav «Borgens Brud», romantisk Sørgespil (1825) og «Theatret» I, 4 Skuespil (1828), af hvilke Idyllen «Hyrdedrengen» 3. Sept. 1827 var bleven opført paa det kongl. Theater, men kun spilledes 2 Gange. I Præstø blev han opmærksom paa de ualmindelige Evner, som karakteriserede Drengen D. G. Monrad, og ved at foranstalte et Sammenskud af Præstøs Borgere aabnede han denne Muligheden til at studere. I 1835 forflyttedes S. til det nærliggende Øster Egesborg. I en lang Aarrække udgav han nu kun spredte theologiske og æsthetiske Afhandlinger til forskjellige Tidsskrifter; han vilde arbejde i Stilhed, han studerede Theologi, Filosofi, græsk Filologi og andre Videnskaber, som han fandt det nødvendigt for en Digter at være hjemme i; Grunden til hans Tavshed var ogsaa den, at den franske Vaudevilleskole og Konversationsstykkerne havde indført en Retning, som var og blev ham fremmed. Efter Opfordring af Brøndsted, som hjalp ham med at revidere Indholdet, Hauch, Heiberg o. fl. udgav han endelig i 1842 «Et Pantheon», hvori der foruden mindre Digte findes en som græsk Drama skreven Tragedie, «Danaiderne», i hvilken han har givet Antiken romantisk Aand. Den offentlige Kritik, som hidtil havde behandlet ham nogenlunde skaansomt, om end kølig, kastede sig nu voldsomt over dette Arbejde, og S. svarede herpaa i «Journal f. Lit. og Kritik» (1843) med en Afhandling om Tidens Fordring til Digteren, hvori han gjør Rede for sin poetiske Virksomhed. Han forberedte en ny Samling Poesier, hvis Udgivelse imidlertid blev hindret, i det han – efter at have døjet mange og tunge Lidelser – døde 5. Juni 1844. D. G. Monrad udgav i 1847 en efterladt Tragedie af ham, «Knud den hellige».

P. Rørdam kalder S. dygtig som Præst og ret underholdende som Menneske, men beklager sig over, at han er gnaven, at han ikke holder tæt med, hvad man fortæller ham, og over hans Jeremiader i Anledning af, at han har gjort for ringe Lykke. Netop fordi han satte sig selv saa højt, var han vanskelig at omgaas. Han holdt meget af at læse sine Digte op, og havde han Gjæster, spillede han gjærne Guitar for dem og sang hele Aftenen, altid med stor Begejstring. Ulykken i hans Forfattervirksomhed skrev sig vistnok for en stor Del derfra, at han arbejdede mere for at blive berømt end af stille Hengivelse i Poesiens Væsen. Han manglede ikke Geni, men derimod grundige Begreber og faste Forestillinger; han havde en rig og dristig, men ogsaa vild og ikke lutret Fantasi; han havde en stærk Følelse, men den var krampagtig; han kunde komme i begejstret Stemning, men Enheden manglede; han brugte djærve Billeder, men de vare ofte forvirrede og smagløse. Han havde Øje for det væsentlige i dramatisk Produktion, nemlig Handling, Situationer og Karakterer; men Handlingen var tit unaturlig, Situationerne usandsynlige og Karaktererne – ved hans Lyst til at individualisere alt – Karikaturer. Ikke sjælden var hans Form raa og umoden, ofte ujævn og farveløs, han kunde være massiv og plat, hans Sprog var ukorrekt og sjusket, ofte mere beruset end begejstret, og Indholdet blev af den Grund tit taaget og uforstaaeligt. Han arbejdede springende, med feberagtig Uro og uden ren og ægte Kunstsans. Nogen Indflydelse paa vor Litteratur har han ikke haft.

Erslew, Forf. Lex. H. F. Rørdam, Peter Rørdam I, fl. St. N. Bøgh, Chr. Winther I, 228 f. H. R., Efterklang S. 165 ff. Overskou, Den danske Skueplads IV, 672. 752. 835; VI, 58 f. Athene IX, 168 ff. Dansk Lit. Tid. 1826, S. 194 ff. 209 ff. Journal for Lit. og Kunst I, 199 ff. P. Hansen, Illustr. dansk Lit. Hist. II, 183 f. L. Jørgensen, Mine Erindringer S. 26 ff.