Barlows Digt om Amerika
(Af Robert Fulton)
(Af Robert Fulton)
For mange Gaver takker jeg ham,
Fra hvem Lyset kommer
Og Regnen og Duggen
Og den hellige Livskraft,
Men for ingen meer end for den,
At han lod mig fødes her,
I dette Land,
Som Hesperus vogter,
Den hellige Yngling,
Over hvis Isse
Den klareste Stjerne blinker.
Her, hvor den hvide Ceder
Dypper i Bølgerne.
De nedhængende Grene;
Hvor Viinranker slynge sig
Med brede Blade
Under Platanernes Tag;
Hvor de deiligste Roser
I tusindviis
Blomstrer i Skoven.
— Og hvor utallige Fugle,
Klædt’ i Purpur og Guld,
Flagre som Bier,
Med lette Vinger,
I Kreds om Blomsterne
Og hilse den unge Vaar.
I dette Land,
Hvor Norden og Syden favnes,
Hvor Vinter og Sommer
Boe hinanden nærmere,
Hvor Solen og Maanen
Og de natlige Stjerner
Nedblinke med klarere Glands.
Hvor uhyre Floder strømme
Gjennem stille Dale,
Som Daadyret kjender
Og Hjorten
Og den behændige Jæger,
Men som den travle Menneskesværm
Aldrig har betraadt.
— Her, hvor Herren har skjult
Et Paradiis,
En stor og hellig Have,
Bag Bølgerne
I mangfoldige Secler,
For at Mennesket,
Naar Slægten ældedes
Hist i Europa,
Kunde finde sin Ungdom igjen
Og atter aande med Frihed
Bag de mægtige Skove,
Nærmere ved Naturens Bryst.
Selsomme Land!
Der var gjemt,
Liigt et Eventyr,
Som Ingen endnu havde hørt,
Du, som laae,
Liig, en tillukket Bog
I Aartusinder,
Bevogtet af Aander,
Forseglet med Taushedens Segl,
Indtil en Genius kom,
Ledet af de himmelske Magter,
Der forstod at løse det.
Hellige Land!
Hvor i den tidligste Fortid,
Dengang Mennesket end
Slumred i de Ufødtes Haller,
En uendelig Skat blev nedlagt
I Afgrundene,
Til Gavn for de sildigst Fødte
Blandt Jordens Børn.
— Det var i Skabningens Morgengry,
I Dæmringsstunden,
Endnu for de mægtige Vilddyr,
Urtidens Herskere,
Som ingen Tunge nævned ved Navn,
Som ere bortviftede længst
Af de Levendes Tal,
Og hvis Been Afgrundene dække,
Vandred’ ved Flodbredderne
Paa den eensomme Fodsti.
Da leved’ de yngste Slægter
Alt i Herrens Tanker,
Og han sørgede for dem
I mange Aartusinder,
Før de skulde see Lyset.
Og han gav Landets Indvold Frugtbarhed
Og dets Ribbeen Styrke,
Og han løftede dem op af Bølgerne,
Til et Fristed,
Hvorhen Forfølgerens Arm ikke naaer.
Og hvor Hævnen slipper sit Rov,
Og hvor selv den strenge Lov
Formildes.
Ja, herhen skulle Slægterne flye,
Og den, som hungrer, skal mættes;
Og den, som sukked i Lænker
I Fangetaarnets Mørke,
Skal igjen skue Dagens Sol
Og aande Befrielsens Luft;
Og den, der traadtes i Støvet,
Skal igjen hæve sin Pande med Stolthed,
Som det sømmer en Mand;
Og den, der sank i Fordærvelsens Dyb,
Skal atter reise sig og afvaske sine Pletter.
See, dertil er dette Land bestemt,
Og det er dets Kald og dets Hæder,
Hvortil det indviedes
I Tidernes Morgenskjær.
Og det blev givet til Aftenstjernens Aand,
At han skulde tage det
I sin Varetægt,
Han, der bringer Fred ved Dagens Ende.