Kong Knud i Odense
En Romance
En Romance
i fem Sange
i fem Sange
1.
Alt funkler Stjernen over Kirkens Tag,
Og Mørket hviler paa de lange Veie,
Og Trællen slumrer efter travle Dag,
Men Konning Knud staaer vaagen ved sit Leie,
Af svare Tanker er hans Hjerte træt;
„Før,” siger han, „vil ei jeg Magten eie,
Før jeg vil eftergive Kirkens Ret,
Og see paa Faren med et frygtsomt Øie,
Og hylde det, som nedrigt er og slet.
De vilde Flokke falde skal til Føie,
Og jeg skal være dem et Tugtens Riis,
Og i sin Gang de skal ei Retten bøie;
Men give Tiende paa christenviis,
Og bygge Templer i de dunkle Dale,
Hvori vi sjunge kan til Herrens Priis.”
Saavidt var Kongen kommen i sin Tale,
Da seer sin Broder han med Skiold og Spær,
Skjøndt Søvnen nys ham dyssed dybt i Dvale.
— „Hvad vil den Kæmpe, som jeg mest har kjær,
Hvad vil den Helt, som Frygten aldrig kuer,
Hvad vil min Benedict i Natten her?”
— „Tro ei paa Blak! hans Blik mig ikke huer,
Hans Broder hængte vi paa Skovens Green,
Og Hevnen dybt i Trællens Hjerte luer.”
— „Hans Broder dømte jeg paa Tingets Steen,
Han vel fortjente for sin Synd at bøde,
Dog Blakke selv vist gjør mig ingen Meen.”
— „Ha vogt Dig vel! Seer Du ei Ilden gløde?
De vrede Bønder sankes under Ø,
Og uden Hær, hvordan vil Du dem møde?”
— „Før frygted aldrig Du paa Land og Sø,
Du veed, at Christus over Livet raader,
Naar han Dig kalder, bør Du gjerne døe.
— „Min ædle Drot! her Taushed lidet baader,
Og ærligt talt, en Drøm mig ængsted nys,
Maaskee Du løse kan dens dunkle Gaader.”
— „Fortæl, min Benedict! tidt Sjælens Lys
Igjennem Drømme vil sig aabenbare,
Som Stjerneglimt igjennem Nattens Gys.”
— „En vældig Snekke saae jeg frem at fare,
Dens røde Vimpel mon til Himlen naae,
Mens hvide Seil den over Bølgen bare.
Og Stjerner blinked mellem Skyer graae,
Og vrede Bølger slog mod Snekkens Side,
Og Dødninghelte jeg i Stavnen saae.
En Psalme klang fra deres Læber hvide,
Og aldrig før jeg hørte saadant Qvad,
Det lød som Svanesang ved Midnatstide.
Men du var fremmest i den lange Rad,
Da blev mit Pandser let som Ørnens Vinge,
Og hen jeg droges, hvor min Konge sad;
Mens dobbelt høit jeg hørte Sangen klinge.”
2.
Vildt Vinden suser over Danmarks Vang,
Som Suk det lyder og som Glam af Hunde,
Mens Nattens Timer gaae den vante Gang.
Ei lyster Kongen da i Hal at blunde
Og eensom vandrer han i Byen ud,
Hvor Kirken kneiser bag de dunkle Lunde.
Den selv han pynted som en Christi Brud
Med Krone, Spiir og med forgyldte Ringe,
Der vil han eensom bede til sin Gud.
Der skal hans Aand til Lysets Væld sig tvinge,
Mens Mørket tynger paa den snevre By,
Da hører han de klare Klokker klinge.
De gyldne Fløie glimter under Sky,
I Laasen klinger alt den blanke Nøgle,
Og Kirkeporten springer op med Gny.
Da flygter bort med Skræk hver spættet Øgle,
Der nærer sig af Gift bag Gravens Steen,
Mens blege Spøgelser i Natten gjøgle.
Den høie Konning ind ad Døren treen,
Han iler hen, hvor Nattens Gjenfærd viger
For Lampens Lys ved Sanct Albani Been.
Der knøler han til Jord, mens Maanen stiger
Høit over Kirken, som en Tanke klar,
Der gjennem Mørket efter Solen higer.
Da vorder Kongens Hjerte som et Glar,
Og uden Selvbedrag kan han erkjende
Den Vei paa Jorden, som han vandret har.
Thi som i Døden ofte det skal hænde,
Saa ruller Livet ham igjen forbi,
Og Aarets Kreds han seer tilbagevende.
Og ved en skjult og underlig Magie
Seer han den Tid, der svandt i Vesterlide,
I nyfødt Glands paa Morgenrødens Sti.
Da hæver Stemmen han ved Midnatstide,
Hans Tale klinger over Mulm og Grav:
„Jeg seer mit eget Liv forbi mig skride.
Jeg seer mig smykket med den gyldne Stav,
Jeg seer mig Røgelse til Templet bringe,
Jeg seer mig færdes over salten Hav.
Det blanke Glavind seer jeg mig at svinge,
Jeg seer mig fælde Dom bag Skovens Green,
Og fjernt en Vuggesang jeg hører klinge.
Og skjøndt jeg veed, at ingen Siæl er reen,
At Støvets Gierning viftes bort som Skummet,
Der bryder sig paa Klippens sorte Steen.
Saa har mit Hierte dog det Ord fornummet,
Der kalder Livet frem af Gravens Nat,
Naar Jordens Tungemaal er længst forstummet:
Derfor jeg veed, at jeg er ei forladt.”
3.
Da nu han veiet har hver svunden Stund,
Da klinger der en Røst bag Altrets Kierte,
Saa Kirken skjælver i sin dybe Grund:
„Din Tro Dig luttret har i Synd og Smerte,
Thi den, der lytte vil til Livets Ord,
Han Frelsens Dom har skrevet i sit Hjerte.”
Og atter klinger det i Luft og Jord,
Og ingen Muur kan Kongens Øie hindre,
Og Aander skuer han fra Syd til Nord.
Bag Skyens Rifter de liig Stierner tindre,
Hvis gyldne Flammer Mørkets Magt ei kuer,
En glimter mere stærkt, en anden mindre.
Men dybt i Dybet brænder andre Luer,
Og gjennem Natten kan han Skygger see,
Og hører Ord, for hvilke Sjælen gruer.
Thi opad klinger det i navnløs Vee:
„Jeg kaldtes viis og kunde Runer riste,
Dog Runer hjelper ei for Dødens Lee.”
— „Jeg var en Drot og maatte Kronen miste,
Nu maa jeg skjælve hver en Midnatsstund,
Naar sorten Maddik banker paa min Kiste.”
— „Jeg søger Guld endnu paa Gravens Bund.”
— „Jeg føler Tørst, men ak! jeg mangler Læber.”
— „Jeg føler Hunger og jeg mangler Mund.”
— „Mod Jordens Glands mit brudte Hjerte stræber,
Dog aldrig løfter jeg den tunge Steen,
Og hvert et Ledemod til Dybet klæber.”
— „See Flammen brænder i den visne Green,
Om Vellyst drømmer jeg paa Gravens Pude,
Men ak! jeg favner kun de muldne Been.”
Hvor bedre Syner for hans Øie staae,
Og Gravens Hunde holder op at tude.
Men Nattens Lilier funkler i det Blaa.
4.
Alt klinger Skoven høit af Fugleqvidder,
De lyse Straaler sig i Østen sanke,
Men rolig Kongen end i Choret sidder.
Mod Nattens Syner vender sig hans Tanke,
Skjøndt Dagens Lampe høit paa Himlen hænger,
Skjøndt skarpe Spær paa Kirkedøren banker.
En trofast Skare gjennem Kirken trænger,
Da mæler Benedict, den Drot for Helte:
„Snart kommer Fjenden hid med Spyd og Stænger.
Men vi skal møde ham med Sværd fra Bælte,
Og før mod dig han skal sit Glavind svinge,
Skal mangen Træl i eget Blod sig vælte.”
Da mæler Knud: „Jeg hører Krigsraab klinge,
Dog hvis Du føie vil min sidste Villie,
Da skal Du mig en Præst i Kirken bringe.”
Snart staaer en Geistlig ved den sorte Tilie,
Hvor blege Billeder i Støvet smuldre,
Hvor Korset krandses af den hvide Lilie.
Men udenfor man hører Kampen buldre,
Da knæler Knud hver ydre Glands berøvet,
Thi Purpurkaaben falder fra hans Skuldre.
Men Kongen løfter den igjen af Støvet
Og lægger ydmyg den i Præstens Hænder.
Saa skrifter han, dog er han ei bedrøvet.
Thi skjøndt han Jordens Afmagt dybt erkjender,
Saa lader rolig han dog Lykken raade,
Thi han har seet et Lys, der evig brænder.
Og Glimt han skuet har af Christi Naade,
Og han har stirret gjennem Gravens Rige,
Hvor løses skal tilsidst den store Gaade;
Hvor Jordens Mørke skal for Klarhed vige.
5.
Men efter Hevn de vrede Bønder hige,
Med opbragt Hu de rundt om Kirken sværmer,
Som Ulve graae, der høit af Blodtørst skrige.
Dog nødig Flokken sig til Porten nærmer,
Thi der staaer Benedict, han ei sig skiuler,
Og mod hans Glavind intet Pandser skjermer.
Da mæled Blak, mens han mod Jorden skuler:
„En Fugl jeg veed, som ingen Frygt kan tvinge,
Dens Næb kan gjennembore Staalets Buler.
Lad nu de hvasse Spyd mod Ruden klinge,
Da skal Kong Knud til Verdens Ende sove,
Jeg er hans Ven og vil ham Hvilen bringe.”
— „Du sorte Niding, lumsk som Havets Vove!
Du Basilisk, der med Dit Blik kan dræbe!
Du værste Hugorm i de danske Skove!
Saalænge stum ei vorder Tidens Læbe,
Skal Rygtets Grib Din Indvold sønderslide,
Og Spot og Haan skal til Dit Navn sig klæbe.”
Saa taler Benedict med Læber hvide,
Og frem han styrter i det vilde Stevne,
Da maa den sorte Blak i Græsset bide.
Men selv i Døden kan en Snog sig hevne,
Et Spyd man skuer over Altrets Kjerte,
Det fandt sin Vei igjennem Vinduets Revne.
Og nær det trænger ind ved Kongens Hjerte,
Hvis røde Purpurstrøm med Støv sig mænger,
Da sukker Benedict af Harm og Smerte.
Sit store Skjold paa Kirkens Dør han hænger,
Og dobbelt dristig leger han med Døden,
Thi ei begjerer han at lede længer.
Men Kongen agter ei sit Hjertes Bløden,
Hans Stemme klinger, som naar Fuglen daler
Med milde Toner giennem Aftenrøden.
„Du hviden Christ!” saa han i Døden taler:
„Lad nu min Sjæl til Paradiset svømme!
I Dine Hænder jeg min Aand befaler.
Nu, Benedict, forstaaer jeg vore Drømme,
Og atter Synerne sig aabenbare,
Som jeg har skimtet gjennem Nattens Strømme.
Paa vilden Hav jeg seer en Snekke fare,
Som Afgrundsmagterne forgjeves true,
Som aldrig hildes kan i Dybets Snare.
Og dog kan Siælen ei sin Rædsel kue,
Naar Mørkets Børn sig frem mod Lyset strække,
Mens dybt det sukker under Kirkens Bue.
Men Kirken selv det er den høie Snekke,
Den skal min Sjæl til Paradiset føre,
Dens røde Vimpel mon til Himlen række.”
— Han taler meer, men det kan ingen høre,
Saa synker han til Jord med Miner blide,
Mod Kirkens Indgang vender sig hans Øre.
Da seer man Benedict mod Choret skride,
Hvor ingen Fjende meer sit Glavind svinger,
Ved Altret standser han ved Kongens Side.
Og gjennem Kirkens Skib hans Stemme klinger:
„Nu er jeg saaret fast til Hjertets Rødder,
De dybe Vunder mig til Døden tvinger.”
Saa synker livløs han til Kongens Fødder.