Der gives saa bange Tider,
Der gives en Nat saa sort,
Hvor tause Gjenfærd glider
Igjennem Mørkets Port.
Paa Himlens Hvælving lyner
Et Glimt af Dødens Skjær,
Og Rædselens blege Syner,
De komme Dig sagte nær.
Da brister Haabets Anker,
Du Afgrundssvælget seer,
De vildtoprørte Tanker
Ei lyde Villien meer.
Afsindinghed staaer og truer,
Dig lokker Mørkets Drøm,
Da slukkes Øiets Luer,
Da standser Pulsens Strøm.
Siig, hvo har Korset baaret
Til Trods for Verdens Nød;
Hvo blev til Kampen kaaret
Imod den bittre Død?
Betragt hans dybe Vunder,
Da faaer Dit Hjerte Ro;
Og knæl for Tidens Under,
Og vær Din Længsel tro!
En Engel skal Dig føre
Til Frelsens fjerne Strand,
Der skal du Toner høre
Fra det forjettede Land.