Andre troe, det er nok,
Naar et Suk, en flygtig medlidende Taare
De offre til Næstens Sorg.
Dig dog syntes kun lidt
En magtesløs Graad,
Men med Tungen skærpet til Kamp,
Med Løvemod i Barmen,
Med Begeistringens Ild
I den blussende Kind
Stred du for Sandhed og Ret.
Og mangen Gang har Du trodset
Den faldende Regn
Og den iiskoldtstormende Østvind;
Kun lidet agtede Du den,
Og lidet den end koldere Vind
Fra Spotterens Læbe,
Naar det gjaldt at kæmpe for Menneskers Vel.
Ofte du banked
Paa du Mægtiges Døre,
Ei for Dig, men for den,
Der uskyldig mod Vanheld stred;
Aldrig den Gang var Dig tung,
Der bragte den Trængende Hjelp,
Og tidt har Du vakt med et dristigt Ord
Af Søvne den slumrende Retfærd.
Havde Du levet i Tider,
Hvor det gjaldt
Med ubøiet Sind
At bøie sin Nakke for Staalet,
At besegle sit Ord med sit Hierteblod,
At offre sit Liv for den Elskedes Frelse,
Da var Du vandret til Graven
Med dristig Fod,
Og som Heltinde
Havde sildige Slægter Dig priist.
Heller ikke nu vil Du glemmes;
Thi en ædel Digter,
Danmarks herligste
Valgte Dig fremfor alle vort Lands
Guldlokkede Piger,
Og bandt sin Skjebne til Din,
Og længe stod Du ved hans Side,
Trofast med skærmende Blik,
Vaagende, værgende,
Kæmpende, aldrig hvilende,
Naar det gjaldt Dine Elskedes Vel.
Men den, som ei mildner sit Ord,
Som ei bøier sit Mod,
Som ei at smigre forstaaer,
Falder besværlig tidt,
Thi Sandheds Sol er for stærk for den Svage,
Og Tusmørket elske vi mest,
Naar den langsomtbesnærende Dæmring
Drager sit Slør
Over Himlens rødmende Kind. —
Derfor miskjendte Verden Dig,
Og Feighed svimled
Ved at skue det Mod,
Som den ei begreb.
Enkelte dog forstod Dig,
Og de vide det vel,
At aldrig et troere Hierte slog
I en Qvindes Bryst.
Men Eet jeg kjender
Som paa Jorden Du savned,
Et Blik af den valmu’bekrandsede Aand,
Den i sig selv hvilende,
Der lærte Stjernen at skinne med dæmpet Ildblik,
Med Mildhed og Fred
Fra dens høiere Kreds
Paa Tidens Vexel og Menneskets Vilkaar.
Derfor kom han, den seirende Helt,
Smertens Betvinger,
Forfængelighedens Fjende,
Sandhedens strenge Ven,
At trykke sit Kys paa Din Læbe,
At række Dig sin sneehvide Seierskrands,
At ryste Støvet af Din Aands Vinger,
Og at svale Din ildfulde Sjæl
I Evighedens Bølger,
Og skjenke Dig den Fred,
Som Du her maatte favne.