En Vexelsang
(Af den polske Familie.)
(Af den polske Familie.)
Han.
Her Roserne blussed ved rullende Vove,
Her Fuglene sang i de dæmrende Skove,
Hvor er de, hvor svandt de, hvorhen mon de tye?
Hun.
Da Barbaren Sværdet hvæssed,
Da hans Hest i Lunden græssed,
Nedsank Rosen i sit Blod,
Fuglen svandt og Skoven daled,
Kun den røde Hane galed
Nærved Egens stærke Rod;
Intet Træ vil groe derefter,
Jorden tabte sine Kræfter
Under den Forhadtes Fod.
Han.
Din dristige Broder sit Sværd skal ombinde,
Og styrte sig ned som de hvinende Vinde,
Som Røg og som Skyer skal Fjenderne flye.
Hun.
Tretten Aar min Broder endte,
Da Barbaren ham bortsendte,
Vied ham til Spot og Nød;
Skjændsel paa hans Pande tynger,
Munken Siælemesser synger
Over ham, som var han død;
Selv hans Navn blev sønderrevet,
Paa hans Ryg et Tal blev skrevet,
Som et Tal blev han gjenfødt.
Han.
Din Fader er kjæk, han skal Fjenderne tvinge,
Den sneehvide Falk skal i Luften sig svinge,
Og Ravnen skal lytte til Sværdenes Klang.
Hun.
Da vort Banner høit sig hæved,
Da de feige Fiender bæved
For Dabrowskis Kæmperøst,
Ak, da fandt min Fader Døden,
Mens han kæmped ufortrøden
Paa en fjern og fremmed Kyst;
Af hans sjunkne Grav udvælder
Tidsler nu, og hvasse Nælder
Næres af hans Heltebryst.
Han.
Din mægtige Beiler skal splitte vor Lænke,
Den blodige Viin skal han Fjenderne skjenke,
Imedens han synger Gjengjeldelsens Sang.
Hun.
Plumpe Fingre nys har skaaret
Af min Beilers Pande Haaret,
Bort han blev paa Slæden kjørt;
Did, hvor Isen Jorden binder,
Did, hvor Daaren useet rinder,
Did, hvor intet Suk blier hørt,
Did, hvor Pidslen stedse klinger,
Did, hvor Trællen Fyrsten tvinger.
Har et Ord min Beiler ført.
Han.
Saa drager nu Sværdet og griber til Landsen,
Og dands med Barbarerne Dødningedandsen,
Og spred dem, som Vinden det flygtende Sand!
Uslukkelig, evig, nu Hevnen skal gløde,
Ja Friheden søge vi selv hos de Døde,
Hvis ikke vi levende fange den kan.