Fredens Hiem
Et Ungdoms-Forsøg
Et Ungdoms-Forsøg
”Ja jeg vil søge mig op et Eden,”
Saa Eginhard taled’, „hvor Kamp og, Krig
„Og hierteløs Avind og Had og Svig
„Endnu ei har ganske bortjaget Freden.”
Saa sled han sig løs fra Moder og Ven,
Og iled’ til Hovedstaden hen.
Men Blomster ei trives i Stadens Dunst,
I prægtige Gader han forsked’ omsonst,
Istedenfor Fred han saae kun Kiv,
Man spilled’ et Spil om Død og Liv;
Den Rige gjemte forsigtig sit Guld,
Den Fattige skjalv i Vinterkuld,
Og jages med Haan fra Plads til Plads,
Og blegned’ af Sult ved den Riges Pallads;
Men fordred’ han lidt af hans Overflod,
Da dømte man ham til Fængsel og Bod,
Og pidsket han blev i Dage ni,
Det kaldte man Retfærd og Politie.
„Nei her boer visselig ikke Freden,
„Hvor Broderen trykker sin Broder død,
„Og Grumhed voxer i Rigdoms Skjød,
„Paa andre Steder jeg søger mit Eden.”
Og fra den store Stad han drog
I en liden By han sin Bolig opslog.
Ak, men Freden ei her han fandt,
Thi Nid med Smaalighed sig forbandt,
Ja, taled’ han et ubesindigt Ord,
Da sværted’ Avind det sort som Jord;
Og lysted’ ham ned ad Gaden at gaae.
Da vogted’ hundred’ Øine derpaa;
Og voved’ han ud af Porten at ride.
Da bleve hans Naboers Kinder hvide;
Og traadte han frem i en Klædning ny,
Da skjalv af Harm den hele By,
Og hundred’ Tunger sig hvæssed’ som Sværd,
At straffe ham for hans forvovne Færd.
„Nei, her boer visselig ikke Freden,
„Nu vil jeg omskifte By med Land,
„Hvor Hjordene græsse ved Kildens Rand,
„Og Hyrderne synger om Kærligheden.”
Saa drog han hen til en Bondeby,
Og bygged’ sit Huus i Pilens Ly.
Men Oldtidens Hyrder var længe død.
De nye forfulgtes af Kummer og Nød,
Og Trældom bøied’ det indfaldne Bryst,
Glæden var falmet, som Løv i Høst;
Kun naar de svired’ i nærmeste Kro,
Glemte de Nøden og klinked’ froe,
Derpaa de skjeldtes og sloges iblandt,
Striden var heftig, men sjelden galant;
Den, der sloges til Jorden ned,
Reiste sig atter og iled’ afsted,
Og ravede hiem med opbragt Sind,
Og prygled’ til Gjengjeld sin skrigende Qvind.
„Nei, her boer visselig ikke Freden,
„Jeg søge den vil bag Egens Rod,
„Der sjelden betræes af Menneskets Fod,
„Jeg søge den vil i Eensomheden.”
Saa bygged’ han sit Huus i Læ
Bag Skovens vældigste Egetræ.
Men Lynet splintrede stærken Eeg,
Og Ormen fortærer de gyldne Neg;
I Luften svæver den vældige Ørn
Og henter sit Bygge bag Busk og Tjørn,
Ulven og Lossen sig liste paa Rov
Og smitte med Blod den dunkle Skov;
Og Uglen flyver i bælmørk Nat
Og myrder omkaps med den vilde Kat;
Ja selv de kurrende Duer smaa
Med Vingerne heftig hverandre slaae,
Og hvæsse Næbbet til blodig Strid,
Skiøndt priste for Fromhed fra gammel Tid.
„Nei, her boer visselig ikke Freden,
„Jeg vil den søge paa fjerne Kyst,
„Hvor Livet sig skjuler bag Bølgens Bryst
„Og venter i Slummer paa Evigheden.”
Saa seiled han over salten Sø,
Og bygged’ sit Huus paa en eensom Ø.
Men Blod opvælder af Havets Dyb,
Og Mordet raser blandt Afgrundens Kryb;
Ormen forfølger sit Rov paa Strand,
Haifisken myrder, som Ulv paa Land;
Og Bølgen dandser i Jevndøgnsvind,
Og kaster et Skib mod Klippen ind,
Mens Stormen griber i Tougene fat,
Og spiller derpaa i den dunkle Nat,
Saa Strængene hvine og briste derved,
Og Masten styrter i Havet ned,
Og Vraget splintres ved Klippens Fod,
Og Bølgen sig lædsker i Menneskeblod.
„Nei her boer visselig ikke Freden,
„Nu har jeg vandret saa lang en Vei,
„I Menneskets Samfund jeg fandt den ei,
„Jeg fandt den ei heller i Eensomheden.”
Forsvunden er længst hans Haab og Tro,
Og ingensteds fæster han meer sin Bo.
Som Yngling greb han sin Vandringsstav,
Som Olding staaer han nu ved sin Grav;
Snart Hjertet isner og banker ei meer,
Men Siælen opstaaer af det kolde Leer
Og grubler paa Livets forsvundne Drøm, —
Da seer den et Skib i en dunkel Strøm,
Og Barndomsvenner i Stavnen staae,
„Kom!” klinger det, „kom! vi til Hjemmet gaae,
„Nu seile vi til den sikkre Kyst,
„Hvor Vindene slumre ved Vaarens Bryst,
„Nu seile vi did, hvor Freden boer,
„Som aldrig Du fandt paa den dunkle Jord.”