Solen i sin klare Glands,
Som paa Himmelbuen svømmer,
Natten med sin Stiernekrands,
Der om Evigheden drømmer,
Gaae som Børn i Ledebaand
For den stærke Herrens Haand.
Lynets Sky paa Himlen mørk,
Naar den vildt i Natten svæver,
Stormens Fugl i Luftens Ørk
Naar den grum sin Vinge hæver,
Bølgen med det hule Bryst,
Skiælve dog for Herrens Røst.
Er din Siæl af Kummer mat,
Viser Verden dig sin Vrede,
Staaer du eensom og forladt
Som en Ravn paa vilden Hede,
Hæv dit Blik da mod det Blaa,
Da skal al din Sorg forgaae.
Han, som hører Hjortens Skrig,
Naar den langt fra Kilden vanker,
Han skal ogsaa høre Dig,
Kast da bort de feige Tanker!
Knæl og bed og dæmp din Graad!
Da har Smerten tabt sin Braad.