Til Ludvig Tieck
(Med den tydske Oversættelse af Maastrichts Belejring.)
(Med den tydske Oversættelse af Maastrichts Belejring.)
Heel mødig paa min Vandring kom jeg til dig engang,
Da viste du til Folket min ubekiendte Sang;
Til Folket, som jeg elsked’ fra Barndommens Aar,
Der hver alvorlig Stræben og dristig Leg forstaaer;
Hvis Ild nedlokker Aanderne fra Norden med Lyst,
Som Blod, der sig mod Hiertet bevæger i vort Bryst,
Som Fugle, der mod Syden nedflagre med Skrig. —
Derfor i fierne Hjemstavn jeg aldrig glemte dig.
Ei Tordenskyen agter paa Vindenes Kast,
Den skyder sig i Bugter og seiler uden Mast;
Og skiulte Kræfter lokke den til en alvorlig Leeg,
Da Sommerdagen vorder som et Gienfærd saa bleg;
Fra Dunkelheden udgaaer af Ild et mægtigt Hav,
De blege Svovelflammer slaae ned i Kæmpens Grav.
Som Tordenskyen vandrer, saa vandred ogsaa du,
Og aldrig efter Vinden du dreiede din Hu.
Vi skued dig som Yngling, vi skued dig som Mand
At drages ustandselig mod Digternes Land;
At lokkes af hver Tanke, hvert indholdsrigt Ord,
Som Muserne befaled at tales ud paa Jord.
Du inderligt dem elsker og føler deres Magt,